Husker du vor skoletid………………………………?

Skolestart m. m.!
Min første skoledag startede mandag den 1. april 1946 kl. 11.00 – eller var det kl. 13.00? – der er jeg godt nok lidt i tvivl! – men ellers husker jeg klart og tydeligt, hvordan dagen forløb! Nu hjælper det nok også på min hukommelse, at der faktisk optrådte 2 ”store” begivenheder denne minderige 1. april, for ud over min første skoledag, var det også min faster og onkels sølvbryllupsdag, og vi var derfor hele familien samlet til morgensang – og senere sølvbryllupsfest i Nørskovlund forsamlingshus samme dags aften. Jo, dagen står skam så knivskarpt i min erindring, at jeg næsten kan beskrive den time for time – men jeg må nok begrænse mig lidt!

Nå, men vi var altså til morgensang hos faster Kis og hendes mand, Anders Levring. De havde en mindre ejendom ved Hinge Søfald – ikke så langt fra os – vel en kilometers penge! – og deres jord stødte op til vores. Kis hed i virkeligheden Kirstine og var min fars lillesøster, men hun blev altid kaldt Kis. Hun var 25 år tidligere blevet gift med Anders Levring, der stammede fra Dalsgård ved Kjellerup. De fik 2 børn, Knud og Dorthe (døbt Dorthea efter sin mormor!) – og altså min fætter og kusine – og de var en del ældre end os og faktisk allerede voksne på det tidspunkt.

Kis var en meget begavet dame, der nok ikke havde større interesse for det landbrug, som hun heller ikke almindeligvis deltog i. Hun var mest inden døre, hvor hun holdt huset og ellers dyrkede sine boglige interesser. Jeg husker hende især for hendes vidunderlige mundrette rimede sange, som hun skrev til begivenheder og fester i familien, og så husker jeg også hendes fænomenale ”skuespillerkunst”, når hun deltog – og havde hovedrollen – i årets dilettant-forestilling i forsamlingshuset. Der var hun helt uovertruffen! – men hun var vist ikke helt let at få til at medvirke?

I familiekredsen værdsatte man højt de medlemmer, der kunne ét eller andet og havde evner ud over de mest almindelige dagligdags rutiner. Så Kis's gode skriveevner nød man og så frem til ved alle gængse familiefester. Jeg har desværre ikke noget gemt af hendes skriverier, skønt hun skam også leverede en rigtig fin sang til min konfirmation. Og jeg husker heller ikke noget fra sangen – kun at den var god! Derimod husker jeg noget fra den sang, hun skrev til min storebrors konfirmation i 1951. Jeg husker dog kun nogle enkelte linier. Min storebror Knud var – og har altid været – pilfingret, og allerede i en meget tidlig alder (5 år?) gik det så ud over husets el-installation, idet han simpelthen skruede måleren fra hinanden! Det fik Kis ind i sangen på følgende elegante måde:

Dengang han var lille,
han el'sked at pille
ved alt, hvad han helst skulle holde sig fra.
En gang man vil' tænde
ku' lyset ej brænde,
for Knud havde blot skruet måleren af!

Den gik på melodien: "Den er fin med kompasset" – og den gode tekst med de mange fine, sjove rim vakte stor begejstring – og i lang tid derefter blev der i Hingeballe og omegn fortalt og snakket om dette helt usædvanlige "digterværk"!

Jo, man værdsatte virkeligt "talenterne" i familiekredsen. Også en anden af min fars søstre – den yngste – Anne – gift med Niels Hoberg, Sdr. Astrup – havde en kunstnerisk åre. Hun var rigtig god til at spille klaver – og efter "prikker", vel at mærke! Der var ikke det elendige klaver, hun ikke skulle traktere, når der var fest et eller andet sted inden for familien. Det nærmede sig næsten udnyttelse, men Anna var et ejegodt menneske, så hun klarede det hele med et stort smil!

Anders Levring og Kis var hyggelige og rare mennesker, der havde det godt sammen og var glade for det vidunderlige sted, hvor de boede – med den store panorama-udsigt over Hinge Sø. Jeg tror, de ind imellem havde det økonomisk trangt på den sandede jord ned mod søen, men det til trods var de glade og positive mennesker, hvor man altid følte sig meget velkommen og blev taget godt imod! Anders kom fra en større børneflok på 9 – 4 drenge og 5 piger – og en lillebror til ham, Niels Levring, blev gift og bosatte sig med sin kone, Sørine, på en gård i Skægkær. Her fik de 5 børn – 4 piger og 1 dreng. Nummer fire af pigerne, Bente, blev jeg senere gift med – så min kone og jeg er dermed fælles om en fætter og en kusine såmænd!

Tilbage til morgensangen hos Anders og Kis. Da vi havde sunget de traditionelle sange, spist morgenbrød og drukket kaffe eller saftevand, var tiden inde til at komme af sted til skolen, hvor min første skoledag ventede. Lad os nu sige, at mødetidspunktet var kl. 11.00. Normalt ville vi – mor og jeg – have cyklet til skolen, der vel lå en 2½ km fra mit hjem. Mine forældre havde ikke bil, så den normale transport-form var almindeligvis hestekøretøj, hyrevogn eller cykel, og til den forholdsvis korte transport op til skolen ville man benytte cyklen.

Men denne min første skoledag var på mange måder speciel, for jeg blev faktisk kørt til skolen i en meget flot – næsten ny bil! Ikke en hyrevogn, men en flot privatejet Citroën – model 1937. Det var slet ikke almindeligt at folk på landet havde bil i 1946 – kun et år efter krigens afslutning – men min fars fætter, Hans Hvam i Pederstrup, havde altid interesseret sig for nymodens ting, og allerede et par år før krigen begyndte, havde han købt en splinterny Citroën, som så hurtigt derefter måtte sættes på ”standby” pga. krigsudbruddet – og der stod den så opklod-set de næste 5 år!
Men den 1. april 1946 var den flotte nye grågrønne Citroën rullende igen, og da Hans Hvam var med til morgensang hos Anders og Kis, tilbød han naturligvis at køre min mor og mig op til skolen. Med i vognen kom også naboens pige, Birgith, som også skulle starte i skolen, og selvfølgeligt hendes mor, Helga Just

Vi ankom derfor ganske standsmæssigt til skolen, men Birgith og jeg var absolut ikke helt trygge ved situationen. Det var jo også en større ”omvæltning” i vores normale trygge tilværelse, der den dag fandt sted!
Sammen med vores mødre gik vi ind på skolen og blev der modtaget af lærerinden, frk. Martha Hansen. En noget stramtan-det frøken, som, der gik rygter om, kunne tage alternative midler i brug over for små utilpassede elever. Hun var eneste lærer i forskoleafdelingen, som lå i en bygning for sig, og hvor hun også havde sin egen lejlighed indrettet.
Skolestuen var indrettet med faste 2-mands siddepulte, som det var gængs i landsby-skolerne dengang. På endevæg-gen mod øst var der en stor, sort tavle, og i den ene ende af denne havde frk. Hansen med farvekridt tegnet en stor flot bondegård med blå vinduer og storkerede på taget – og ellers alt, hvad der dengang hørte til en bondegård! Denne flotte illustrative tegning måtte ikke slettes, så den kunne man studere i alle de 3 år, man gik i forskolen. Tegningen blev natur-ligvis brugt i forbindelse med én af de allerførste sange, frk. Hansen lærte os – nemlig: ”Jeg en gård mig bygge vil” – anskueligheds-undervisning i praksis!

I den modsatte ende af lokalet – mod vest – var der en mægtig rund kakkelovn, som opvarmede lokalet i den kolde årstid. I syd- og nordsiden var der store vinduer hele vejen, og det gav en masse lys ind i rummet, så det føltes lyst og rart. Under vinduerne i nordsiden var der nogle glasmontre med forskellige stenredskaber fra oldtiden – og måske også sommerfugle- og insektsamlinger. Hist og her var der skabe med div. bøger, hæfter m.v. – og i et skab med glaslåger stod en del udstoppede dyr og fugle fra den danske natur. På væggene var ophængt flere billeder og tavler med episoder fra historien og dagligdagen. Jeg er ikke klar over, hvor meget af denne skolestue-indretning, der skyldtes frk. Hansens egen personlige indsats, men hun havde nu nok på én eller anden måde fået sat sit helt personlige præg på mange af tingene. Men ellers var det nok således, at denne skolestue-indretning var helt typisk og almindeligt gældende for landsby-forskolerne på denne tid!

Hvor mange små forknytte elever var der nu mødt op sammen med deres mødre denne 1. april 1946? Helt nøjagtigt 10 piger og 8 drenge – altså 18 nye elever i 1. klasse på Hinge Skole. Alle 18 var utrygge ved situationen, mange græd og holdt godt fast i deres mødre, og nu var det jo også sådan, at personen, der tog imod, frk. Martha Hansen, heller ikke ligefrem var den mest varme, åbne og imødekommende person, man kunne tænke sig – alle hendes øvrige kvaliteter ufortalt! Men heldigvis havde de jo alle deres mor med, og efterhånden blev der ro i lejren.

Se billede af alle elever og lærere i Hinge Skole 1951

Frk. Hansen ville nu være alene med eleverne, og mødrene blev derfor sendt udenfor. Det var vi selvfølgeligt ikke helt trygge ved, men de lovede alle at vente på os udenfor, så vi faldt igen til ro! Vi fik nu udleveret et gammelt penalhus af træ og en ny griffel. Griflen skulle vi bruge til at skrive på de små skifer-tavler, som blev brugt, når vi skulle lære at skrive bogstaver og tal. Til dette skrivesæt hørte også en lille vandflaske og en klud, som man benyttede, når tavlen skulle renses. Jeg husker ikke, hvor længe vi skrev med griflen på vores tavler, men vel nok det meste af 1. klasse?

Vi fik også udleveret vores første lille ABC, som i den kommende tid skulle hjælpe med til at indføre os i læsningens magiske og mystiske verden. Denne lille bog var ”taskebog” – dvs. at der blev givet lektier for, så derfor skulle den have sin faste plads i den nye, fine læderskoletaske, som de fleste af os var blevet udstyret med.

Der skete selvfølgeligt flere andre ting i denne vores første skoletime, men på et tidspunkt sagde frk. Hansen, at vi skulle holde frikvarter, og derfor skulle vi gå udenfor og ud på legepladsen. Da det var sagt, styrtede vi alle ud ad klassen i vild uorden – ud til vores mor, som selvfølgeligt stod udenfor og ventede, som hun havde lovet. Men ak! – det gjorde hun ikke! Alle mødrene var borte, og det skabte naturligvis vild panik. Nogle – eller nærmere alle – græd i vilden sky og løb forvildet rundt med tårerne løbende ned ad kinderne, mens de ledte efter deres mor. Andre stod måske bare småklynkende og resignerende for sig selv, mens hele deres verden ramlede sammen for en stund!

Der var i sandhed en jammer uden lige! – og det var virkeligt så stort et chok, at min hjerne gik fuldstændig i sort. Jeg husker i hvert fald ikke mere fra den skoledag. Overhovedet ingen erindring om, hvordan vi kom hjem fra skolen – om vi blev afhentet af Hans Hvam i limousinen – eller hvordan og hvorledes?

Set i bagklogskabens ulidelige klare lys synes jeg jo godt nok også, at det var et lumpent træk af vores kære mødre, at de sådan stak os en løgn og forlod os! – og hvis man vil relatere til nutiden, kan man i hvert fald slet ikke forestille sig, at samme situation ville kunne finde sted i vores noget mere pylrede samtid!

Men vi er ikke helt færdige med den 1. april 1946 endnu, for vi skal jo til sølvbryllupsfest om aftenen i forsamlingshuset, og nu er min hjerne begyndt at fungere igen, for jeg husker i hvert fald én bestemt detalje fra denne fest. Min fars ældste søster, Eline, som var gift med Laurits Storgaard i Tanghus, havde forfattet en sang til sølvbrudeparret, og man havde så bestemt, at den skulle afsynges af alle søskende-børnene – og der var mange!

Der var vel en 8 – 10 stykker af mine fætre og kusiner, der var store nok til at synge med, og fra den anden gren var der nok en tilsvarende flok. Mærkeligt nok husker jeg klart, at min kones 3 søstre fra Skægkær medvirkede – de var jo også næsten jævnaldrende med mig. Derimod var Bente ikke klar endnu til skønsang – hun var kun godt 1 år og sov sikkert trygt i sin barnevogn!

Vi havde naturligvis – jeg havde i hvert fald! – lært sangen udenad – ok! – måske var jeg heller ikke så god til at læse fra bladet endnu. Jeg havde jo immervæk kun haft 1 skolelektion! Nå, men vi blev stillet op på et større podie, og så sang vi af fuld hals – og sammen med musikken – Elines sang til Kis og Anders. Den gik på melodien ”Der er lys i lygten lille mor!”, og de to første linjer lød således:

Farbroder Anders og så faster Kis.
Det er de to, hvorpå vi sætter pris!

Jeg husker ikke mere af sangen, og resten af aftenen er også væk. Jeg er nok kort efter faldet i søvn et eller andet nogenlunde roligt sted i lokalet? Jeg var jo træt efter en lang, begivenhedsrig dag – og jeg skulle jo også op og i skole dagen efter – op og have min anden lektion hos frk. Hansen!

Nu var den nye tilværelse som skoleelev for alvor indledt, og de næste år stod den på mange efterfølgende lektioner hos forskolelærerinde frk. Martha Hansen, Hinge Forskole – og senere hos førstelærer Risgaard i hovedskolen, der lå på den anden side af vejen – lige overfor.
I første klasse mødte vi hver dag kl. 13 (måske kl. 12? – er lidt i tvivl!) – og skoledagen strakte sig nok kun over 2 timer, så vi var hjemme igen ved 14 – 15-tiden. Frk. Hansen underviste også 2. og 3. årgang, men de var slået sammen i én klasse ("bette anden" og "store anden"!), og de blev så undervist om formiddagen – fra kl. 8 til 11?

Det med, at 2 klasser blev slået sammen, fungerede faktisk udmærket, for af én eller anden besynderlig årsag var det således, at elevantallet svingede med en periode på 2 år. Jeg gik i en klasse med forholdsvis mange elever, hvorimod klassen over og klassen under bestod af meget små årgange – en 5 – 6 – 7-stykker – så det samlede elevantal i 2 samlæste klasser blev derfor holdt på et rimeligt niveau!

Jeg blev ret hurtigt fortrolig med min nye tilværelse som skoleelev. Hver dag traskede jeg nu med min taske på ryggen den ret lange vej op til skolen – dvs. jeg skulle lige ind om naboen for at hente Birgith, så vi kunne følges ad. Hun var stadigvæk utryg ved at skulle af sted, så hendes mor og min mor havde derfor aftalt, at jeg skulle gøre følgeskab med hende.
Og det var jo også fint nok, for Birgith var absolut en sød pige, men dengang var det jo mærkværdigvis ikke accepteret blandt ens kammerater, hvis man fulgtes med en pige. Så kunne man let blive drillet, så derfor var jeg lidt harm over denne forpligtelse, jeg var blevet pålagt. Jeg forsøgte nok flere gange at komme ud af den, men det gav kun gråd og tænders gnidsel, så jeg måtte stå igennem – og det gjorde jeg så heldigvis – det meste af 1. klasse velsagtens?

I skolen fik vi hurtigt lært at læse – og også skrivning og regning blev der øvet flittigt på. Desuden blev en stor del af tiden brugt på historie-fortælling – og her var det nok især bibelhistorie, hvor der jo også er nogle gode historier iblandt, så vi var absolut meget lydhøre!
Vi lærte at bede "Fadervor" – og synge Ingemann's salme "Nu titte til hinanden" m.fl. – og hver dag sluttede vi skoleda-gen med "Nu er timen til ende ......."!
Vi fik fortalt om dyrene ude i den danske natur, og frk. Hansen kunne fra sin store samling vise os dem alle – og det gøs i os, når hun så fortalte om og fremviste den store, giftige hugorm med gifttænderne og den sorte siksak-stribe på ryggen. Den var heldigvis død og anbragt i en aflang flaske – forsvarligt aflukket og fyldt op med sprit!

Vi foretog os mange andre ting – f.eks. sanglege og udendørs gymnastik og div. idræts-spil såsom rundbold – og en varm sommerdag kunne frk. Hansen godt finde på at afholde store badedag! Så gik vi til søen (Hinge Sø) for at bade, og derfor var der som regel medhjælp i form af et par forældre (mødre!). Nede ved søen blev vi nu opdelt i en drengegruppe og en pigegruppe, som så skulle bade adskilt fra hinanden – altså ikke noget med at blande kønnene!
Vi drenge var udmærket tilfredse med at være fri for pigerne, men at vi skulle bade nøgne og uden badebukser, var vi i hvert fald sure over. Men der var ikke noget at gøre – sådan var frk. Hansen's reglement – så sådan blev det!


En tragisk ulykke!
Dagene gik – med skolegang, leg og pligter – og så var tiden kommet, hvor vi skulle rykke op i 2. klasse – op i "bette anden"!. Vi blev nu samlæst med 3. årgang ("store anden"!), som var en meget lille årgang – kun 3 – 4 elever? – så det fik ikke den store indflydelse på vores klassestruktur. Vi var den store og stærke årgang – og derfor helt dominerende! Og sådan var det også, da vi året efter rykkede op i "store anden" og blev samlæst med den efterfølgende årgang!

En fredag i september – nærmere bestemt fredag d. 10/9 1948 – har vi som sædvanligt fået fri kl. 11. Vi er en 5 – 6 drenge fra 3. årgang, der holder med vore cykler uden for skolen og snakker og pjatter lidt, inden vi skal forlade hinanden og køre hjemad.
Mens vi holder der, ser vi, at 2 af drengene fra "bette anden" – Tage Hartvigsen og Tage Quist – på cykel er på vej ned ad en lille privatvej, der længere nede – et par hundrede meter fra skolen – krydser et jernbanespor i en ubevogtet overskæring. Jernbanesporet tilhørte Silkeborg, Kjellerup, Rødkjærsbro-linjen – en privatbane, der dengang forbandt de 3 byer.
Jerbanesporet var beliggende i en dyb tracé, hvor den krydsede privatvejen, så oversigtsforholdene var meget dårlige, men selv-om vejen var privat, blev den dog dagligt benyttet som skolesti.

De 2 drenge kører hurtigt efter hinanden ned mod jernbane-overskæringen – alt imens de snakker sammen – og griner, pjatter og morer sig – kan vi høre! De er så optaget af deres snak, at de slet ikke hører advarsels-piftet fra toget. Vi hører piftet – og ser derefter chokeret til, da de 2 drenge i høj fart begge to kører direkte ind i siden af toget og er dræbt på stedet!
Det er naturligvis en voldsom begivenhed, og det forfærdelige billede af selve ulykken ligger til evighed brændt fast inde i min hukommelse!

Den følgende torsdag d. 16/9 1948 bliver de 2 drenge begravet på Hinge Kirkegård. Til selve dagen er alle klassekammeraterne fra 2. og 3. årgang blevet udstyret med en stor fletkurv, som hver især har fyldt helt op med årstidens blomster, og sammen går vi derefter foran begravelsestoget og strør blomster på vejen mellem skolen og kirken – smukt og stemningsfuldt!

Men hvordan klarede frk. Hansen nu denne tragiske ulykke? Det er ikke helt klart for mig, men når jeg læser avisreferatet fra ulykken og den følgende begravelse, kan jeg se, at der omtales en pensioneret lærer Dencher, der medvirkede i begravelses-ceremonien, og som vikarierede på Hinge Skole – for frk. Hansen må man formode?
Vil det dermed sige, at hun var så berørt af det skete, at hun ligefrem var blevet syg? – og derfor heller ikke deltog i begravelsen? Det mindes jeg ikke, men jeg kan huske, at der blev fortalt, at frk. Hansen bebrejdede sig selv meget, at hun var kommet til at give eleverne fri, før toget havde passeret. Hun plejede altid at vente, til hun havde hørt piftet fra toget, men denne forfærdelige dag svigtede hendes påpasselighed tilsyneladende!

Det er klart, at hun følte et stort ansvar, og jeg tror, at denne tragiske hændelse desværre kom til at præge hendes videre færd som underviser og menneske i en negativ retning. Hun fik det aldrig rigtigt på afstand – fik det psykisk dårligt – og det daglige skolearbejde blev derfor sværere og sværere for hende. I det følgende år kom der flere sygdoms-perioder, hvor hun var væk fra skolen i kortere eller længere tid.

Mit sidste skoleår i forskolen blev derfor præget af mange vikarer, der kom og gik i en lind strøm, og i flere perioder havde vi også føromtalte lærer Dencher som vikar!
Dengang syntes vi jo nok, at det var helt fint med alle disse vikarer, for de tog som regel lidt lettere på lærer-arbejdet, og det gav sig udslag i færre lektier og mindre arbejde for os. Men set i det store perspektiv var det selvfølgeligt noget skidt – for os elever! – og hele den tragiske historie var synd for frk. Hansen!


Mine lærere i Hinge Skole!
Min lærer i forskolen, frk. Martha Hansen, var født den 13/12 1898 i Fjellerup sogn på Djursland. Hun var datter af skrædder Anton Hansen og hustru Johanne Kirstine (f. Mogensen). Martha Hansen blev uddannet som forskole-lærerinde på Th. Langs Seminarium i Silkeborg i 1922 og var først vikar i Hinge Forskole i 1922–23 og derefter fastansat fra 1/1 1924.

Frk. Hansen får et mangeårigt virke som forskole-lærerinde i Hinge, idet hun først fratræder og tager sin afsked i 1963 – for øvrigt i forbindelse med, at en nybygget centralskole i Nørskovlund tages i brug. Jeg husker, at jeg i den forbindelse deltog i en stor afskedsfest/-reception, der blev afholdt for hende i Nørskovlund forsam-
lingshus.
Hun køber for øvrigt bygningen, da hun fratræder. Efter byggeri af centralskole midt i sognet var de gamle skolebygninger blevet overflødige, og de blev derfor afhændet.

Skolebygningen var et solidt og velbygget hus fra 1901, og ud over at få sit bolig-behov dækket havde frk. Hansen en anden plan med, hvad huset ellers skulle bru-ges til. Hun havde nemlig gennem mange år samlet gamle ting og sager fra sognet, som hun derefter opbevarede på loftet, og hendes plan var nu, at skolestuen – og for øvrigt også en del af lejligheden – skulle indrettes til sogne-museum.

Hun får samlet nogle folk til en museums-forening og -bestyrelse, og så gik hun ellers i gang med indretningen. Jeg var faktisk med i startfasen, men kom væk fra det, da jeg senere fraflyttede sognet, og jeg har desværre derfor ikke helt rede på, hvordan det videre gik med museet? Kun ved jeg, at da frk. Hansen fraflytter stedet nedlægges museet, og tingene flyttes til den nye kommunes (Kjellerup kommune 1970) fælles museum i Thorning!
Martha Hansen dør i 1971.

Efter 3 år i forskolen hos frk. Hansen skulle vi nu rykke over i "hovedskolen" på den anden side af vejen, hvor nyansatte førstelærer Wilfred Risgaard var enelærer.
Vi blev igen samlæst med årgangen over – altså 5. årgang – og det helt nye var, at vi nu kun skulle i skole hver anden dag – til gengæld var skoledagen længere, end tilfældet havde været i forskolen.

Risgaard var som nævnt blevet ansat ved Hinge Skole i 1949. Han var da 39 år – født 10/2 1910 i Simested i Himmerland. Han havde taget lærereksamen på Nr. Nissum Seminarium i 1942 og var samme år blevet gift med Grace (født 1916), som var datter af præsten i Simested og uddannet som sygeplejerske.
Da de kommer til Hinge Skole, har de 2 børn – Kirsten og Flemming.
Risgaard bliver ansat som førstelærer og kirkesanger – og det var helt efter de normale regler, at job'et som kirkesanger hørte med i ansættelsen som førstelærer. Sådan havde det altid været, men han var vist den sidste, der blev ansat ved Hinge skolevæsen på disse vilkår?

Efter 11 år i Hinge forlader Risgaard med familie skolen og egnen og flytter til Holstebro, hvor han får et lærerjob, og Grace genoptager sit arbejde som sygeplejerske m.m. Hun dør i 2007 – 91 år gammel.

Der er ingen tvivl om, at det var et hårdt og krævende job at være førstelærer ved en lands-byskole dengang. Ud over skolearbejdet, og hvad det krævede og medførte, var der så det ekstra arbejde som kirkesanger, og så var der jo også lige en masse sociale relationer, der skulle plejes og passes. For det lå jo næsten som et krav, at førstelæreren absolut skulle deltage i alle familie-arrangementer rundt om i skoledistriktet såsom konfirmationer, bryllupper, begravelser etc. – og ved enhver lejlighed forventede man, at han ud over at deltage selvfølgeligt også lige holdt en tale!
Og da der nu virkeligt var mange fester og arrangementer derude på landet dengang – og han nødvendigvis måtte behandle alle ens! – blev hans liv derfor fyldt med taler og taler – og lidt kirkesang! Men han holdt til det i 11 år!

Derefter drog han med familien til Holstebro – fortsatte sit arbejde som lærer indtil pensi-onsalderen – og her i februar i 2010 ser jeg så en lille notits i min daglige morgenavis, hvor der berettes, at pensioneret overlærer, Wilfred Risgaard, fylder 100 år!
Dert var en stor overraskelse for mig, at min gamle lærer fra Hinge skole stadigvæk levede – og havde opnået så høj en alder!

Nu er der så forløbet et år mere, og tiden kan jo ikke standses – ingen af os lever evigt – og heller ikke min gamle lærer fra Hinge Skole.
Her i dag – d. 15. februar 2011 – læser jeg i min daglige morgenavis, Jyllands-Posten, at Wilfred Risgaard er død – kun 4 dage før, han ville være fyldt 101 år.
Og dermed tror jeg, at alle "de voksne" fra mit barndomsland i Hinge er døde og borte!

Efter jeg for et års tid siden fandt ud af, at Risgaard stadig levede, be-stemte jeg mig faktisk for, at ville tage op og besøge ham på det pleje-hjem, hvor han levede sine sidste år. Jeg nåede det ikke – desværre, hvilket jeg dybt beklager!
Der var mange ting, jeg kunne have spurgt ham om, og jeg er sikker på, han kunne have hjulpet mig med at få rede på mange af de ting, som jeg har haft så stort besvær med at få klarhed over – f.eks. forskolelærer Martha Hansens liv og levned! Og også mange andre ting – naturligvis – men man glemmer at få spurgt i tide.
Sådan går det desværre tit – pludseligt er det for sent!


– også andet end skolegang!
Nå, men ved siden af skolegangen var der jo også mange andre ting, der skulle passes. For mit vedkommende drejede det sig om gymnastik og sløjd – som vi kaldte husflid – om vinteren og om sommeren stod den på fodbold. Endvidere var der så musik og spil hos Bjerregaard's på Søbadet – og i et par sæsoner sidst i 40-erne gik jeg til danseunder- visning i forsamlingshuset.
Desuden var jeg i flere omgange også med til at spille amatørteater og musik – både i skoleregí og i mange andre sammenhænge.

Allerede før jeg overhovedet var startet i skolen, var vi – en flok drenge fra Hingeballe – begyndt at gå til gymnastik i Nørskovlund forsamlingshus i vinter-perioden. Det begyndte allerede i den sidste krigsvinter – vinteren 1944/45. Vi var 5 drenge, der gik den lange mørke vintertur fra Hingeballe til Nørskovlund og retur – i hvert fald var det mørkt, når vi skulle hjemad – husker jeg! Jeg var den yngste i flokken – kun 5 – 6 år – de andre var 2 til 3 år ældre, men de passede helt sikkert godt på mig!
Vi fortsatte de følgende år med at gå til gymnastik om vinteren, og i sommerperioden spillede vi så fodbold. Det var KFUM, der stod for idræts-aktiviteterne dengang – både gymnastikken og fodbolden – først langt senere – op i 60erne – bliver der dannet en idrætsforening (NIF), som derefter overtog – i hvert fald fodboldaktiviteterne.

Forholdene for de forskellige idrætsaktiviteter var absolut primitive set med nutidens øjne, men det var jo ikke noget, der bekymrede os dengang. Fodboldbanen var en almindelig græsmark hos en bondemand. Om dagen gik der måske kreaturer og græssede, og om aftenen spillede vi fodbold mellem koklatterne.
På fødderne havde vi nogle støvler, der ikke havde meget tilfælles med dem, man bruger i dag. Det var nærmest torturinstrumenter – både for den, den havde dem på, og ikke mindst for den modspiller, der kunne være så uheldig at blive ramt af en sådan. Snuden var hård som beton, og under sålen var der sømmet nogle træ-/korkpropper, som var temmelig ubehagelig at få ind på skinnebenet! Ja, sådan var forholdene for en fodboldspiller i landlige omgivelser dengang!

Men fodbold var i det hele taget den alt dominerende udendørs aktivitet – for drengene vel at mærke – pigerne spillede ikke fodbold! De havde deres egne lege, som vi drenge almindeligvis ikke deltog i. Vi spillede fodbold i frikvartererne i skolen, og vi spillede fodbold hjemme, hvor vi boede, sammen med områdets drenge. Dengang var der rigtig mange børn rundt omkring på gårdene, så der var altid nogen at lege med!
Og vi var gode til at lege og finde på! I den lyse milde årstid foregik al leg udendørs – stort set! – og selv om fodbold var dominerende, var der dog også mange andre lege / spil, der indgik i det sociale drengeliv.

Om vinteren rykkede vi så indendørs og gik bl.a. til gymnastik i forsamlingshuset, hvor der var ribber monteret på den ene væg, og så var der vel også en spring-buk og en måtte. Det var alt! – og badefaciliteter var der der selvfølgeligt ingenting af – og toilettet var et primitivt lokum i gården!
Men der var fuldt hus alligevel – både til drenge- og pigegymnastikken – og ikke mindst til karlegymnastikken, hvor jeg mindes nogle dygtige gymnaster, der kunne udføre de vanskeligste spring – gå på hænder og lignende. Meget imponerende!

I min landsbyskole – som endnu i starten af 50-erne fungerede efter de gamle forordninger for landsbyskoler – var de fag, vi blev undervist i, stort set begrænset til dansk, regning og bibelhistorie. Undervisning i fremmede sprog fandtes ikke, og ligeledes var omfanget af kreative fag stærkt begrænset – eller næsten ikke eksisterende. F.eks. var der ingen undervisning i sløjd!
Men det var der en løsning på, for man kunne gå til husflid om vinteren. Uden for skoleregí havde en gruppe initiativrige folk fået oprettet en husflidsskole-forening, og den kunne så tilbyde børn og voksne at gå til sløjd-undervisning om vinteren. Det foregik i Astrup – i et værkstedslokale, der var tilstrækkelig stort til, at en 10 – 12 høvlebænke kunne få plads. Lederen af skolen var en snedkermester, der boede lige ved siden af værkstedet – på den anden side af vejen. Han hed Theodor Ebbesen, og han var en rolig, flink, piberygende mand i 50-erne, der både var en dygtig håndværker og vist nok en udmærket pædagog.

Jeg gik nok til husflid gennem en 2 – 3 vinter-perioder der i starten af 50-erne. Det foregik tidligt om aftenen – nok fra 19 til 21 – én gang om ugen. Det var som sagt både for børn og voksne, og jeg tror, der også var flere hold. På mit hold var der flest på min alder – og fra min skoleklasse – og kun drenge! – men der var også enkelte voksne mænd. Det var ret imponerende, hvad vi fik lavet i løbet af sådan en vintersæson. Når vi først havde "bestået" høvleprøven, kunne vi give os i kast med større opgaver, som vi selv kunne være med til at vælge.

Vi fik afprøvet og lært de fleste snedker-teknikker i løbet af sådan en 2 – 3 vinter-perioder med husflid. Både de helt grundlæggende som savning og høvling, men også samle-teknikker som sinkning, sammenfældning, tapning og dyvling – og hvad det nu alt sammen kaldes inden for snedker-jargonen? Vi fik lært at bejdse og lakere, og så fik vi naturligvis også kendskab til flere forskellige træsorter. Alt sammen nyttige ting!
Vi skulle selv betale for de materialer, vi brugte, og vi har nok også betalt et eller andet kontigent for at deltage? – men det husker jeg ikke lige størrelsen på!

Under alle omstændigheder var det en billig fornøjelse at gå til husflid hos snedkermester Ebbesen. Jeg var meget glad for at komme der, og jeg mindes stadig den hyggelige atmosfære og den liflige duft af nyhøvlede spåner. Jeg ser for mig endnu Ebbesen stå nede foran den varme kakkelovn – med den uundværlige krumme pibe i munden – og skue ud over den ungdommelige forsamling. Jo, der var både varme og hygge – og også ofte koncentration omkring arbejdet med træet!

Et flot, ungt brudepar til danseskole-afslutningen i Nørskovlund forsamlingshus – okt./nov.(?) 1948

I sommeren 1947 eller 1948 – altså efter jeg havde startet min skolegang – blev min storebror og jeg "sendt" på danseskole af vores mor! Nu skulle vi have lært at danse!
Danseskolen havde også til huse i forsamlingshuset, hvor danselærer Johansen fra Silkeborg havde booket sig ind én gang om ugen. Han spillede selv til dansen på sin harmonika, og når der så skulle demonstreres – vises nye trin og danse – benyttede han én af de store piger som dansepartner. Aldersfordelingen blandt eleverne var nemlig temmelig spredt. Jeg var nok én af de yngste – ( 8 – 9 år) – men flere af pigerne var vel en 15 – 16 år? – og pigerne var selvfølgeligt i overtal!

Dansesæsonen blev afsluttet med en opvisning sidst på efteråret, og til denne festaften havde eleverne indøvet forskellige danseindslag. De store piger – som ikke rigtig havde en fast "mandlig" dansepartner – havde i fællesskab indøvet et indslag, som bl.a. omfattede can-can og stepdans. Andre piger med fast dansepartner fremførte i fællesskab eller enkeltvis diverse indøvede danse.

Også min faste dansepartner – Aase Thøgersen – og jeg havde indøvet en bestemt dans, og den var ret speciel. Det var nemlig brudevalsen!
Aase, der var et år ældre end mig, kom fra den anden ende af sognet – Frausing / Hinge Mark. Hun var rigtig dygtig til at danse, og hun fik åbenbart lært mig at danse vals, så derfor kunne vi – iført de flotteste kostumer – opføre et regulært bryllupsoptrin til danseskoleafslutningen i efteråret 1948. Se endelig det fantastiske billede af det purunge brudepar!

I årene i hovedskolen hos lærer Risgaard indøvede vi – i hvert fald et par gange? – skuespil, som derefter blev opført enten på skolen eller i forsamlingshuset. Når det stod på, blev der indhentet assistance fra forældre (mødre!), for en forestilling kunne let resultere i det helt store udstyrsstykke – med mange optrædende og derfor en masse kostumer og rekvisitter, som man så selv syede og fremstillede!
Det var ikke blot elever fra én årgang, der medvirkede i skuespillet – nej, der var elever fra alle 4 klassetrin, og også gerne "gamle" elever, der ikke længere gik på skolen! Heldigvis var der rigtig mange forældre, der var villige til at hjælpe til, så en forestilling kunne næsten være et helt samlende fællesprojekt for den del af sognet, der hørte under Hinge Skole!

Jo, der blev brugt rigtig mange kræfter på sådan en forestilling, og selvom det var et hårdt og krævende arbejde for de engagerede forældre, tror jeg, at de havde stor glæde og fornøjelse derved! Det sociale samvær omkring projektet var berigende – og så gjorde de det jo selvfølgeligt også for, at deres "unger" kunne få den store oplevelse, det var at prøve kræfter med noget helt andet end dagligdagens almindelige rutiner! Og vi syntes i hvert fald, at det var en sjov og spændende tid, når der var gang i det store skuespil!

"Svinedrengen"(?) af H.C.Andersen – Nørskovlund forsamlingshus 1950 eller 51? – og hvem fik så prinsessen? – gæt en gang!

Også de voksne – forældre-generationen – havde gang i komediespillet. Hvert år – i vintersæsonen – blev der indøvet et teater/dilettant-stykke til opførelse i forsamlingshuset hen sidst på vinteren. Der blev altid valgt et stykke fra det lettere repertoire og altid med et humorristisk indhold – og så skulle rolle-figurerne i stykket jo helst passe til de "skuespillere", man havde for hånden.
For det var stort set en fast stok af "skuespillere", der medvirkede år efter år, og det var meget vigtigt, at der var roller, der lige passede til dem.

Blandt det faste person-galleri finder man f.ex. Henry Klok, Nørskovlund – i det daglige kontrolassistent! Han medvirkede altid, og den rolle, han spillede, var altid den humoristiske vagabond-agtige. Han var god! – og derfor selvskreven hver gang.
En anden af de sikre var Niels Stigsen, Nørskovlund og murermester af profession – og hans store evne for amatør-
skuespilleriet var værdsat hver gang.
Andre kendte fra den faste stok var f.ex. Vilhelm Nielsen, Nørskovlund, – Anna Overby fra Astrup (ikke min familie!), mejerist Nørgaard, Nørskovlund – og så ikke at forglemme min faster, Kis Levring, som desværre ikke medvirkede i så mange forestillinger, men én husker jeg dog. Det var da hun spillede husbestyrerinde i "Brd. Østermand´s huskors", og det gjorde hun med stor succes!

Personerne i bageste række fra venstre: Jacob Overby (gift med Anna Overby), Olga Overby, Henry Klok, Gerda Andersen, ? , Nørgaard, Anna Overby, Niels Stigsen.
I forreste række: ? , ? , Niels Overby, Gerda Stigsen, Orla Skyum. Men hvor er karetmageren?

Foruden "skuespillerne" var der andre faste medvirkende. F.ex. havde karetmageren (som jeg ikke husker navnet på!) hvert år tjansen med at rulle fortæppet op og ned – en tilsyneladende lettere opgave, som dog alligevel voldte ham store kvaler – til stor moro for publikum! Karetmageren var en dengang lidt ældre herre, som havde et karetmagerværksted i Nørskovlund.
En anden "ikke skuespiller", der medvirkede år efter år, var min mor, Olga Overby. Hun havde hvert år sufflør-jobbet, og det var hun vist ret ferm til!

Det var den faste stok, men derudover skulle der jo hvert år hentes nye personer ind til at besætte de resterende roller. Det var især unge mennesker til de "elsker"-roller, der var fast inventar i et hvert stykke. Disse roller kunne være svære at besætte, så der var stor person-udskiftning i denne kategori.
Det kunne også være, der optrådte en barnerolle i et stykke, og på den måde kom jeg faktisk til at medvirke i en forestilling, som jeg dog ikke husker titlen på! Men jeg har et billede fra opførelsen.

Dilletant-forestillingen sidst på vinteren var som regel en én-gangs-forestilling, og den fandt sted en lørdag aften. Der havde dog været generalprøve aftenen forinden, hvor børn og pensionister havde adgang. Men lørdag aften var det egentlige tidspunkt, hvor vinterens slid med roller og indstudering skulle stå sin prøve, og så skulle alt jo helst klappe og være på plads. For nogen af skuespillerne kunne det dog knibe med at få indlært replikkerne, så derfor kunne suffløren ind imellem få en større rolle end tiltænkt, men det hørte ligesom med i de glade amatør-teater-forestillinger.

Hvis man nu havde været særlig heldig med at få valgt et rigtig godt stykke – tilpas med humor, skæg og ballade – og man så havde fået besat rollerne med de helt rigtige personer – kunne det hele gå op i en højere enhed, og man stod pludselig med en gedigen succes.
I så fald blev man nødt til at lave ekstra forestillinger, og det skete også, at man blev inviteret til at give forestillingen i en nabo-by – eller to eller tre! Det stykke, jeg medvirkede i – husker jeg – blev f.ex. opført både i Serup og i Almtoft (ved Kjellerup) – nok ikke på grund af min medvirken, men fordi det var et godt stykke, der faldt i publikums smag!


På tur med Gøglervognen!
I begyndelsen af 50-erne kørte der i Danmarks Radio en meget populær underholdnings-serie, der hed "Gøglervognen"! Det var en udsendelsesrække, hvor man rejste rundt i landet og fandt håbefulde amatører, der kunne et eller andet ekstraordinært, hvorefter man lod de bedste optræde live i en radioudsendelse en lørdag aften.
Det var så absolut én af de mest aflyttede og populære programmer i Statsradiofonien (det hed institutionen faktisk dengang!) et par år der i starten af 50-erne!

Så sker der det – som så tit er sket, når DR har introduceret et populært program – at man "kopierer" konceptet ude omkring i det ganske land! Det skete selvfølgeligt også med "Gøglervognen", så i mange forsamlingshuse afholdt man lokale gøglervogne. Det gjorde man f.eks. i Lemming, og med så stor succes, at man ikke blot holdt sig til det lokale forsamlingshus, men også drog rundt til de omliggende forsamlingshuse.
Forestillingen blev desuden efterhånden opbygget således, at det stort set var den samme flok af amatører, der optrådte i forestillingen hver gang. Kun ganske få udskiftrninger blev der foretaget undervejs.

Min altid aktive kære mor fik naturligvis arrangeret det således, at hendes søn – sammen med et par andre fra Hinge/-
Nørskovlund – blev indrulleret i den faste stok af aktører, der nu i vinteren 1952/53 rejste rundt til forsamlingshusene i det midtjyske med Gøglervognen fra Lemming. Vi spillede et eller andet – jeg på klarinet – og så sang vi også en sang fra "det vilde vesten!"

En sang fra "det vilde vesten"! "Gøglervognen" vinteren 1952/53.

Folkene fra Lemming, der stod bag det rullende midtjyske underholdsnings-show, var faktisk dygtige og havde hurtigt fået underholdningen op på et næsten "professionelt" niveau – i hvert fald set gennem lokale briller!
Hovedmanden bag det hele – og "toastmaster", når showet kørte – var Holger Skov – mejerist på Ebstrup mejeri! Han var en absolut præsentabel, mørkhåret yngre mand, der havde den rette pondus og udstråling til at stå på scenen og præsentere forestillingen. Hans engagement og medvirken i Gøglervognen gav ham blod på tanden til efterfølgende at gå professionelt ind i show-biz, og han blev senere en landskendt impresario og koncert-arrangør, der drev sin virksomhed fra Silkeborg i mange, mange år!

Der var også andre dygtige kræfter, der medvirkede i gøgler-showet, og især husker jeg det dygtige 4-mands-orkester, hvoraf nogle af medlemmerne også optrådte solo på de skrå brædder og medvirkede til underholdningen – udover at de naturligvis fungerede som akkompagnatører til de øvrige aktører. Orkestret hed "Alsia" og bestod af gode, habile musikere fra lokalområdet. Efter forestillingen var der naturligvis dans – som det hørte sig til!

Og jeg husker de lokale "Lørdagspiger"! De var en sangtrio bestående af 3 søstre fra Sinding – med efternavnet Boye. De 2 ældste – Ane Kirstine og Lisbeth – var 22 år og tvillinger, og så havde de deres 4 år yngre lillesøster, Grethe, med. Også de var en kopi af noget, som man kendte fra Danmarks Radio, for der optrådte nemlig i de år tit og ofte en sangtrio, der netop kaldte sig "Lørdagspigerne", og det var så dem, som de dygtige Sinding-søstre efterlignede på bedste måde! De var rigtig gode – og kønne! – og jeg var dybt imponeret over deres sang og scene-optræden!
De blev for øvrigt – efter deres medvirken i den lokale Gøglervogn – landskendte som de "Jyske Lørdagspiger" og optrådte de følgende år i mange større shows rundt om i det ganske land – og også i radioen kunne man lejlighedsvis høre den dygtige jyske sangtrio fra Sinding!

Og endelig – for ikke at forglemme – var der jo også barberen fra Lemming – med efternavnet Møller – fornavnet husker jeg ikke! Men han var en lidt ældre, skæg og original fætter, der spillede på en gammel trompet med dreje-ventiler. Hans glansnummer var en selvkomponeret melodi i ragtime-stil(?), som han kaldte "One Step"!
Jeg ved ikke, om han gjorde det godt, men hans originalitet har i hvert fald gjort så stort et indtryk, at det har sat sig varigt fast i min hukommelse!

Efter en del lørdage (hvis antal jeg ikke husker!) med Gøglervognen rundt til de midtjyske forsamlingshuse var markedet efterhånden mættet for den slags underholdning, så showet blev lukket ned – og blev vel heller ikke senere genoptaget?
Men det havde været en hektisk tid – sjov og spændende syntes vi selv – men der var dog også nogen, som havde været lidt betænkelige – ved især min deltagelse. For selv om min mor havde været den udfarende kraft med hensyn til min deltagelse, var mine forældre alligevel lidt bekymrede. Hvorfor nu det?

Jo, for der var jo lige det problem, at jeg gik til præst (konfirmationsforberedelse!) og skulle konfirmeres den 12. april 1953. Var det så særlig "smart", at jeg samtidig med denne forberedelse fartede rundt til noget så "ukristeligt" som forsamlingshuse, baller, fester, gøglervogn, og jeg ved ikke hvad?
De var faktisk lidt bekymrede, og snakkede lidt om, hvad der mon kunne ske? – om præsten måske helt kunne nægte at konfirmere mig? – osv! Det ville jo ikke være så godt – og sikke en skandale det ville medføre – uha da!
Nå, men det gik heldigvis ikke så galt. Jeg blev konfirmeret fuldstændig smertefrit og uden problemer!

Men var der mon lidt realitet bag mine forældres bekymringer? Ja, måske? Det var jo sådan dengang i fordums dage, at mit hjemsogn var stærkt opdelt i – på den ene side – de "missionske" og på den anden side – de andre – ikke missionske, som yndede at kalde sig "grundtvigianere" – uden de dog nærmere definerede, hvad de helt nøjagtig mente med denne betegnelse? Der var virkelig – ikke kold luft – men afstand mellem de to grupper – det var lidt dem og os!
Præsten tilhørte de "missionske" – og mine forældre var "grundtvigianere"! De gik til fester og dans i forsamlingshuset, kom ikke i missionshuset og havde ikke noget imod kortspil og spiritus!
Disse ting var naturligvis bandlyst for de missionske, og de korsede sig over den "lette og udsvævende livsførelse", som de ikke-missionske udfoldede! Jo, de tog det skam meget alvorligt, og nogle af de missionske gårdejere var ligefrem så "hellige", at de end ikke leverede mælk til mejeriet på de store helligdage – jule-, påske- og pinsedag!

Nu var det jo ikke sådan, at der slet ikke var samkvem mellem de 2 grupper. Det var der helt sikkert på mange områder. I de mange forskellige bestyrelser og foreninger sad der medlemmer fra alle kredse, og samarbejdet fungerede perfekt og uden skelen til, hvilken kirkelig retning man nu lige tilhørte.
Også selskabeligt var der samkvem. Mine forældre inviterede såvel missionske som ikke missionske naboer og bekendte til fester og gilder – almindeligvis ikke sammen, men delt op – så de missionske kom til kaffegilder – med en overdådighed af kager! – og de ikke missionske kom til gilder, hvor der evt. blev serveret øl og spiritus – og måske spillet kort! Sådan var det – og det fungerede fint!
Men lidt bekymrede var de alligevel – mine forældre – der sidst på vinteren 1953!


Tilbage til skolegangen
Dengang – der i midten af det forrige århundrede – var der 7 års undervisningspligt i dette land – og det var også det antal undervisnings år, som landsbyskolen kunne tilbyde sine elever! Ønskede man at forlænge denne undervisningstid, måtte man i så fald fortsætte på en mellem- og realskole, hvis en sådan fandtes i den nærmeste by? Derved kunne man udvide undervisningstiden til 9 – 10 år og evt. afslutte med en mellemskoleeksamen eller realeksamen! – eksamener, som f.ex. gav videre adgang til gymnasiet o.a.!
I Kjellerup Skole var der en sådan realskoleafdeling, og efter 5. klasse i landsbyskolen, havde man så muligheden for at komme hen og fortsætte der.
Men, men! – det var jo ikke bare noget forældrene selv fuldstændig havde hånd og hanke med – for der skulle selvfølgeligt først bestås en optagelsesprøve!
Denne prøve strakte sig over én dag, og man skulle skrive en dansk stil, en diktat og klare et sæt regneopgaver. Hvis man så bestod, kunne man derefter starte i 1. mellem efter sommerferien.

Min storebror var startet i 1. mellem i Kjellerup i 1949, og planen var så, at jeg også skulle den vej, hvis jeg vel at mærke kunne klare optagelseskravene. Jeg blev derfor – sammen med én mere fra min klasse – Inger Bach fra Hinge – tilmeldt prøven, og forløbet af denne husker jeg som i går. Jeg kom nemlig for sent – vist nok fordi min mor havde taget forkert af datoen, og så blev der ringet, og jeg kom på cyklen og af sted til Kjellerup (5 km), hvor de andre allerede havde været i gang en times tid, men jeg blev modtaget af en meget flink og rar lærer, Clausen hed han, og han hjalp mig til rette, så jeg nåede det hele til trods!

Både Inger og jeg bestod optagelsesprøven, så nu var alt tilrettelagt – timet og klart – vi skulle nu starte i 1. mellem på Kjellerup Skole til førstkommende august 1951.
Men ak! – sådan kom det alligevel ikke til at gå! Som tiden nærmede sig, blev jeg mere og mere ked af – og noget desperat over – at skulle forlade de kendte, trygge omgivelser i min "gamle skole"! – og alle mine gode skolekamme-rater! Så da dagen oprandt, hvor jeg skulle starte på Kjellerup Skole, ville jeg bare ikke af sted!
Og nu svigter mine kære forældre katastrofalt, for jeg fik faktisk uden større sværdslag min vilje. Der blev ingen "kamp" – og det er jo lidt mærkeligt i betragtning af, at hun – min mor – var en meget viljestærk person, der normalt gennemførte det, som hun havde sat sig for!

Men jeg fik altså lov til at fortsætte min skolegang i landsbyskolen i Hinge – og det betød samtidigt, at jeg kun havde 2 år igen, før jeg var færdig med skolen, hvorimod skolegang i Kjellerup i "værste fald" kunne have resulteret i hele 5 år igen inden skoleslut!
Dette sidste kan meget vel havde spillet en ret stor rolle for min modvilje mod at komme i mellem-/realskolen, for selv om jeg var glad for at gå i skole, var jeg nok "skoletræt"og kedede mig lidt i timerne – noget, som sikkert opleves af de fleste børn på et tidspunkt? – og så er 2 år altså en lang tid – og 5 år er en fuldstændig uoverskuelig evighed!
Og så havde jeg jo også set, hvordan min storebror blev "overdænget" med lektier og nye fag, hvorimod jeg i landsby-skolen ikke havde nogen lektier af betydning. En gentagen – og temmelig overdreven – terpning af salmevers og bibel-historie var stort set alt!
Konklusionen må være, at man som barn var lidt "mageligt" anlagt og bare levede i nuet! – så fremtidens krav og ud-fordringer var i hvert fald slet ikke noget, jeg som 11 – 12 årig bekymrede mig om i særlig grad!

Dermed ikke sagt, at jeg ikke havde interesse for verden omkring mig. Det havde jeg så absolut! Jeg havde stor læselyst! Aviser, bøger, historie (Grimberg) m.fl. blev pløjet igennem – og jeg fulgte med stor interesse med i, hvad der rørte sig rundt om – nært og fjernt! Men i skolen manglede jeg udfordringer, så derfor ville det naturligvis havde været ideelt for mig, hvis – såfremt – jeg var kommet i mellemskolen.
Den side af sagen havde jeg desværre ikke selv øje for dengang, men derfor burde "de voksne" jo have trådt i karakter! Nå, men nok om det – livet og den gode barndom gik selvfølgeligt videre! – men min mangelfulde skolegang kom naturligvis til at give mig visse problemer senere i tilværelsen, da jeg skulle i gang med en uddannelse!

De sidste 2 år i Hinge Skole kørte undervisningsmæssigt i regulær tomgang! Udfordringer var der bestemt ikke mange af, men vi drenge havde stadigvæk vores gode kammeratskab, og som noget helt nyt begyndte vi også at få interesse for den anden halvdel af menneskeheden – pigerne! Vi kunne nu finde på at arrangere fælleslege, hvor pigerne deltog – og nogen af de kønneste af disse mærkelige skabninger blev efterhånden ret så eftertragtede af os drenge. Ja – vi blev faktisk så betaget af disse ophøjede væsner, at det næsten kunne føles som en helt "overjordisk oplevelse", når man under legen et kort øjeblik kom til at holde én af disse omsværmede piger i hånden. Jeg skal godt nok love for, at interessen for det andet køn virkeligt var blevet vakt!
Nu skal det så lige bemærkes, at pigerne på dette alderstrin (13 – 14 år) jo er – og har altid været – mere udviklet end drengene – både på den ene og den anden måde – så rent fysisk betød det, at disse efterstræbte vidundere var næsten et hoved højere end deres klassekammerater af hankøn. Pigernes interesse for det andet køn gik nok også allerede i retningen af "ældre årgange", men derfor kunne de jo godt ind imellem lege med de små drenge fra klassen!

Der opstod også med mellemrum par-dannelser – men nok i fantasien for det meste! I en periode kunne man så blive koblet sammen med en bestemt pige, og det kunne derefter udløse snak og drillerier, som man selvfølgeligt var godt træt af, men hvis den, man var blevet koblet sammen med, var én af de virkeligt eftertragtede piger, var man jo inderst inde ganske godt tilfreds! Men det hele var jo bare en leg, som man slet ikke selv kunne styre, og på den måde kunne der nu og da dannes mange mærkelige konstellationer og ske mange mærkelige ting bag ens ryg, som man måske aldrig selv helt fandt ud af. En sådan episode vil jeg lige fortælle lidt om!

Min gamle klassekammerat – Inger Bach – som jeg jo havde været til optagelsesprøve sammen med på Kjellerup Skole, var planmæssigt startet i 1. mellem, og hun måtte nu hver dag tage cyklen den lange vej fra Hinge Præstegård til skolen i Kjellerup. Inger havde en tvillingebror – Aage – der modsat søsteren fortsatte sin skolegang i Hinge.
Inger var en rigtig flot pige – og én af de eftertragtede! Hun blev nu "parret" sammen med en dreng fra min klasse – Svend Vanting Nielsen fra Astrup – men vel at mærke uden, at han vidste noget som helst om arrangementet. Gennem Aage fik vi nu meddelt Inger, at Svend gerne ville være kæreste med hende og derfor gerne ville brevveksle. Der blev så lavet et arrangement, hvor det blev aftalt, at man kunne aflevere sit brev et ganske bestemt sted under en vejbro på vores skolevej – et sted, som vi (og Svend) og Inger passerede hver dag på vej til og fra skole.

Det stærkt krøllede og gulnede "kærestebrev" fra 1952?

Nu var det hele sat på skinner, og derefter gjaldt det kun om, at Svend (og Inger) ikke fik den mindste mistanke om vores noget lyssky arrangement. Vi – en lille flok drenge på en 2 – 3 stykker – skrev brevene til Inger, hvorefter hun pligtskyldigt svarede igen – selvfølgeligt i den tro, at de kom fra Svend. Vi opsnap-
pede derefter "kærestebrevene" (som ved Gud i himlen var ganske uskyldige!) – uden Svend's vidende naturligvis! – og sådan fortsatte korrespondancen så frem og tilbage et stykke tid. Men hvor længe mon? – ja, det husker jeg ikke.
Men noget af det mest mærkelige er så, at det første brev fra Inger faktisk – på én eller anden besynderlig måde – har overlevet helt til i dag.
Og som et bevis på denne snuskede affære, der blev sat i søen for ufatteligt mange år siden (57 – 58 år), kan jeg nu på denne side gengive dette "uhyre interessante" gamle krøllede dokument! Og for øvrigt ved jeg ikke, om de to bedragne hovedpersoner nogensinde senere fik noget at vide om denne sælsomme og temmelig ufine forestilling? – men nu har de i hvert fald historien her!
Undskyld Inger og Svend!

Provst Anker Jeppesen og hustru (1959)

Sidste skoleår i Hinge
Som nævnt ovenfor – blev jeg – sammen med alle kammeraterne fra min klasse – konfirmeret I Hinge Kirke den 12. april 1953 – efter at have "gået til præst" hos provst Anker Jeppesen i vinterhalvåret 1952 - 53.
Jeppesen var en ældre – meget høj og meget rar mand, som vi desværre ikke var alt for søde ved. Vi (drengene!) opførte os mil-dest talt meget dårligt, og jeg husker en episode en gang, hvor Jep-pesen simpelthen forlod konfirmandstuen pga. vores larmende og håbløse opførsel. Da blev der godt nok stille i forsamlingen, og må-ske fór det gennem hovedet på os, at det i sidste ende måske kun-ne resultere i, at vi slet ikke blev konfirmeret? – og det var jo ikke så godt! – for hvad så med alle gaverne? – festerne – og alt det der?

Vi var absolut rystede, og efter en del stille snak os imellem, blev vi enige om, at vi måtte forsøge på én eller anden måde at få ham til at komme tilbage – men hvordan? Heldigvis var der så én af de kvikkeste drenge, der meldte sig til at gå ind i privaten og forsøge – og sandelig om det ikke lykkedes! Jeppesen kom tilbage og fortsatte sin undervisning – og nu absolut i en mere stille og lydhør forsamling. Og sådan vedblev det vist nok derefter resten af tiden hos den rare provst i præstegården i Hinge.
Vi var naturligvis nogle håbløse, uartige unger, men til vores forsvar – hvis overhovedet muligt? – kan indvendes, at stof-fet og undervisningen var totalt uengagerende. Det var de samme salmevers og bibelhistorie – og Luthers katekismus ikke at forglemme! – som vi havde terpet i skolen i årevis. Så det var der ikke meget nyt i – og pædagogikken var på et helt andet trin end i dag – eller måske var den slet ikke til stede?

Her er så samtlige konfirmander hos provst Jeppesen – Hinge Præstegaard 1953

For øvrigt var det ikke blot elever fra de to skoler i Hinge sogn – Hinge Skole og Frausing Skole – der gik til konfirmati-ons-forberedelse hos provsten i Hinge i vinteren 52/53. Der var også konfirmander fra Vinderslev sogn.
Det forholdt sig nemlig således, at de to sogne – Hinge og Vinderslev – var (og er) slået sammen i et fælles pastorat med præsten boende i præstegården i Hinge. Og dengang i de fjerne tider blev konfirmations-forberedelserne kun afholdt i Hinge præstegård, så eleverne fra Vinderslev sogn måtte simpelthen tage den lange vej på cykel til Hinge. Det var virkeligt en lang tur i vintermørke og kulde!
Til gengæld var de heller ikke ret mange – måske en 7 – 8 stykker – men vi kom til at kende dem rigtig godt og var sene-re med til hinandens konfirmand-fester. Jo, de var faktisk meget populære – de der Vinderslev-folk – og det skyldtes ik-ke mindst, at der iblandt dem var et par virkelig flotte og kønne piger, som vi var meget betaget af. Vi gjorde os enorme anstrengelser for at komme i nær-kontakt med dem – men det må vel erkendes, at det ikke rigtigt lykkedes?

Fra det sidste skoleår hos lærer Risgaard husker jeg især én stor og god begivenhed, som løb af stablen på et eller andet tidspunkt i sommeren 1952. Ved nærmere eftertanke tror jeg, det må have været sidst i juli eller først i august – altså lige efter afslutningen på sommerferien – at Risgaard sammen med sin kone – tog den store beslutning at arran-gere en ugelang cykeltur for 6. og 7. klasserne. Turen gik nordpå til Himmerland – med destination i Simested, der jo var Risgaards hjemegn. Vi boede ret så primitivt på en gård, idet vi simpelthen overnattede på loftet til en staldbygning – høloftet velsagtens. Vi havde hver især medbragt en lagenpose, som vi puttede os ned i, og godt begravet i hø og halm havde vi det faktisk både lunt og godt.
Altså – forholdene var primitive, men humøret var højt, og vi nød det i fulde drag. Vi var jo heller ikke så godt vant, og det primitive lejrlivs robuste charme har jo også altid haft sin store tiltrækning! Det var jo nok også første gang – for de fleste af os – at vi sådan var af sted i flere dage på egen hånd og uden "sikkerhedsnet" – kunne man sige – og så så langt væk fra de hjemlige strande!
Og der er virkeligt langt til Simested – vel en 60 – 70 km? – og det er meget langt at cykle på én dag. Det har jeg tit tænkt over, når jeg senere hen – og i bil – har kørt den samme strækning.
Og vejene og cyklerne var jo heller ikke så gode dengang – til gengæld var der heller ikke så megen trafik! Af denne sidste grund ser man også det forsvarlige i, at man kunne lade 30 elever under opsyn og ledelse af kun 2 voksne – hr. og fru Risgaard – cykle hele den lange vej til Himmerland – og de følgende dage tage på cykleture rundt i det smukke om-kringliggende Limfjords-landskab – for så endelig til slut at tage turen tilbage til det midtjyske!
Det var helt sikkert et stort ansvar, Risgaard og frue påtog sig, men opgaven blev løst med bravour. Ingen alvorlige prob-lemer undervejs – kun bøvlet med vores elendige cykler etc., men alle disse materielle problemer – og hvad der nu ellers kunne være? – blev klaret og løst på bedste vis efterhånden, som de opstod.
På alle måder en god tur, som jeg mindes med stor glæde, og mon ikke alle, der var med dengang, har de samme gode minder derfra?

Så er vi fremme ved april 1953 – med skolestop og konfirmation – fest og efterfølgende en stribe af ungdomsgilder osv. Men pludseligt blev det hverdag, og så stod man der – uden alle kammeraterne omkring sig. En snigende tomhed kunne måske fornemmes?
På alle måder var man jo stadigvæk en "bette" dreng, der slet ikke var klar til det der med "at træde ind i de voksnes rækker" osv. – som det jo nok så smukt og højtideligt havde lydt i festtalerne og sangene. Og det man så, når man for-søgte at kigge ind og tage bestik af denne nye fagre voksne verden, kunne godt virke lidt skræmmende på en meget usikker 14-årig dreng!
Det kunne helt sikkert godt gå hen og blive en ret bøvlet, besværlig, pubertets-tid, inden man måske fik samling og styr på sig selv og det hele.
Hvad skulle man i gang med? Jeg var jo på det tidspunkt musik-elev hos Kaj Frederiksen og dermed i gang med at for-berede en evt. optagelse på musik-konservatoriet, men var det nu også den vej, man skulle?
Da det så glippede – pga. spillestop hos Kaj (se evt. menu-punktet: "Musikken blev hans skæbne") – skulle der tænkes i nye baner, og tanken om at komme ind på et lærer-seminarium dukkede op – men så var der jo lige det med min noget mangelfulde skole-uddannelse! Det kunne der dog rådes bod på, idet nogle semirarier havde oprettet præparand-klasser – netop for at opfange dem med mangelfulde skolekundskaber.
Og hvis det så ikke var tilstrækkeligt med en præparand-klasse for at komme helt ned og skrabe bunden, var der endvi-dere enkelte seminarier, der ydermere havde oprettet for-præparand-klasser (for-præp)! – så der var altså også mu-ligheder for mig!
Winthers Seminarium, der lå på Skolegade i Silkeborg, havde en sådan for-præp-klasse, og der startede jeg i 1956. Winthers Seminarium blev nogle år senere flyttet op på Århusbakken til nybyggede lokaler og ændrede samtidig navn til Silkeborg Seminarium.
Min tid på seminariet blev dog af kortere varighed i første omgang. Jeg gennemførte året i for-præparand-klassen – og bestod, men valgte alligevel at stoppe den videre vej mod lærer-uddannelsen. Jeg var for ung – og alt for umoden – simpelthen!
Jeg vendte dog senere – efter nogle omveje – tilbage til Silkeborg Seminarium og fik så omsider gennemført den ud-dannelse, der havde været så længe undervejs – men det er en anden historie!