Barn under krigen!

Hvor langt husker man tilbage?
Sikkert forskelligt fra person til person! Min storebror husker f.eks. d. 9. april 1940 – dagen, hvor Danmark blev besat af tyskerne! – han var da knapt 3½ år.
Så alderstrinet 3 – 3½ år er nok der, hvor de fleste begynder at oplagre deres første erindringer i livet! – og så hjælper det jo nok også i huske-processen, hvis der indtræffer store, spektakulære ting og begivenheder i de nære omgivelser i disse første barneår?
Jeg har i hvert fald mange ting oplagret inde i hukommelsen, som jeg tror kan føres tilbage til tiden, hvor jeg havde den alder! – årene 1942 – 43!

Nu var det også sådan, at netop byerne Kjellerup og Silkeborg – og området der imellem – var stærkt præget af de tyske besættelsestropper – og hvad dermed fulgte! De havde jo i perioder deres hovedkvarter i Silkeborg, og tæt på var jo også den nyanlagte flyveplads i Karup - Fliegerhorst Grove, som var den officielle tyske betegnelse – og som var ét af de største militære anlæg, som tyskerne anlagde i Danmark under krigen.

Alt dette var selvfølgeligt medvirkende til, at der gennemgående var mange tyske tropper til stede i området. Til indkvartering og administration af alle disse mennesker beslaglagde man så en masse af områdets skoler, plejehjem, hoteller – og mange offentlige bygninger i øvrigt.
De menige soldater og tilhørende officerer skulle jo tilsammen med deres diverse krigsudstyr jævnligt holde øvelser ude i terrænet, og det foregik tit og ofte i Hingeballe – i og omkring skovene. Og de holdt sig godt nok ikke tilbage for noget som helst, men forventede at kunne benytte såvel staldbygninger og lade som opholdssted – varmestue! – for soldaterne, og de højere rangerede officerer kunne godt finde på at invitere sig selv indenfor i stuehuset i mere behagelige omgivelser!

Alt dette var naturligvis ret så besværligt for mine forældre – og tjenestefolkene – og satte dem alle i en vanskelig situation! Man skulle jo helst ikke træde tyskerne for meget over tæerne, men indrette sig og finde en passende grimasse!
Endvidere var der jo også det specielle, at frihedskæmper-aktiviteterne var – eller rettere blev – ret omfattende i området – eftersom krigen skred frem – vel især på grund af de engelske våben-nedkastninger, der blev ret intensivt i de sidste krigsår. Disse nedkastninger havde Styltbjerg som fix-punkt, så det hele foregik jo næsten lige udenfor vores dør!

Jo, aktiviteterne var ret så livlige i området. Det sværmede med tyskere ved nat og dag, og ind imellem, men mest ved nattetide, var deres direkte modstandere – frihedskæmperne – også i gang med et eller andet. Dem så vi dog aldrig i funktion, men vi så flere gange sporene efter deres aktiviteter.
Jeg er ikke vidende om direkte voldelige konfrontationer lokalt mellem de to grupper, men det ville dog være mærkeligt, om ikke der har været episoder af den art – i betragtning af den livlige aktivitet?

Mange af mine oplevelser fra den tid ligger gemt i min hukommelse som nogle små, korte enkeltstående episoder – ”glimt!” – som f.eks. følgende begivenhed, der godt kunne høre til blandt mine allerførste erindringer.
Der er dog også mange erindrede oplevelser, der har et længere forløb, og de ligger så sandsynligvis noget senere i krigs-forløbet. Et eksempel på det kunne være beretningen fra nytårsaften 1944, som jeg har omtalt i historien om Hinge Søbad (se denne!) – men andre af samme type vil følge senere i denne beretning.

Men inden vi tager fat på diverse ”glimt” og oplevelser i øvrigt fra besættelsestiden, må vi lige stille spørgsmålet: Forstod man som barn på en 3 – 4 – 5 år, hvad der virkelig foregik omkring én? Forstod man, at der var krig, og hvad det mon gik ud på? At der var tyskere, frihedskæmpere, ”gode” danskere og ”mindre gode” danskere? – osv. – osv! Ja, forstod man nu noget som helst af alt det?
Som jeg erindrer det, er svaret ja! I virkeligheden forstod vi jo langt mere, end hvad de voksne troede os i stand til! Vi havde skærpede sanser, og skønt vi i mange situationer naturligvis var bange, var vi også samtidig nysgerrige og optaget af begivenhederne.
Vi lyttede til de voksnes snak med store øren, og set i bagklogskabens klare lys kan man undre sig over, at de ikke passede mere på med, hvad de sagde og fortalte, når vi børn lyttede med. Tit og ofte blev der jo sagt og fortalt noget, som man absolut burde havde været lidt mere forsigtigt med.
Vi så også i flere omgange ting og sager, som vi ikke burde havde set – f.eks. så vi i 2 situationer de opsamlede containere, faldskærme m.m. fra de engelske våben-nedkastninger, hvor nu disse ting og sager var midlertidigt gemt af vejen! – og det kunne jo godt havde været en sikkerheds-risiko, for de mennesker, der var impliceret i disse foretagener!
Jo, vi så meget – hørte meget – og vidste og forstod meget!

Min første erindring fra krigen?
Jeg er opvokset på gården i Hingeballe, og under krigen blev stedet og omgivelserne ofte benyttet af tyskerne i øvelsesøjemed – nok især på grund af de store skovområder!
Det kunne være natlige øvelser, hvor de end ikke holdt sig tilbage for også at benytte ud længerne, grave skyttegrave rundt om i området og hente halm i laden til at fore hullerne med, så de kunne holde varmen i vinter-natte-kulden. Dengang var det jo koldt om vinteren – med sne og hård frost! – og det er ikke bare erindringsforskydninger – nej, de der krigsvintre var virkelig barske!

En af mine allertidligste erindringer fra krigsårene kunne godt være en begivenhed, der udspandt sig en kold vinteraften – sikkert i 1942 – 43 – hvor mine forældre var på visit hos nogle bekendte – altså i byen, som man sagde! – og vi 2 drenge – min storebror og jeg – var alene hjemme sammen med vores unge tjenestepige – Anne Hørup.
Vi opholdt os i stuen med lyset tændt, ild i kaminen og alle mørklægnings-gardinerne trukket godt for – som det var påbudt – da gårdspladsen pludseligt blev invaderet af en større deling tyske soldater, der larmede og skød vildt omkring sig med deres geværer.

Anne – som vel var en 17–18 år – blev meget bange – og det gjorde vi drenge naturligvis også. Jeg tror, soldaterne fandt ud af, at hun var alene hjemme, og derfor begyndte de også at banke på dørene g vinduerne, og det gjorde naturligvis ikke situationen mindre angst-fremkaldende! Vi var meget, meget bange! – husker jeg!
Men hvordan Anne klarede aftenens videre forløb, indtil mine forældre kom hjem, husker jeg ikke! – Kun husker jeg, at dagen efter var skoven og markerne omkring gården gennemgravet af skyttehuller – og en stor halmstak omme bag laden var svundet stærkt ind i nattens løb – og halmen spredt rundt om i de huller, der var gravet i terrænet!

Jumbe-kørsel
Det er nok almindelig kendt, at næsten al privat bilkørsel var stoppet under besættelsen pga. mangel på brændstof – kun redningskøretøjer – politiog lægebiler m.fl. kunne få tildelt brændstof. En hel del lastbiler og varevogne fik påmonteret en gas-generator – dvs. en træfyret forgasningskedel, der leverede gas til motoren, så denne med nogen besværlighed kunne holde hjulene i gang.
Læs evt. om gas-generatorer her!
Al persontransport foregik derfor på gå-ben, cykel eller evt. med hestevogn. Især for folk ude på landet var hestevognen en nødvendighed – man havde jo jævnligt behov for at hente varer i lidt større mængder i den nærmeste ”storby” – og for os var det ensbetydende med Kjellerup. Men også hvis man skulle til selskab i bekendtskabs-kredsen – eller familien udensogns skulle besøges – var man afhængig af hestetransporten.

Nu var det således, at en ”ny” vogntype – Jumben – blev populær under krigen, og stort set alle gårdmænd anskaffer sig sådan én.
Det var dog ikke en hel ny og ukendt vogntype, idet den var introduceret i Danmark allerede i starten af 1900-tallet, og den stammede oprindeligt fra England – som så meget andet, der har med heste at gøre!
Den havde 2 store gummibelagte hjul, der sammen med den udmærkede affjedring gav en behagelig støjsvag og rolig kørsel. I vognkassen var der en dør bagtil og et sæde til 2 personer i hver side, så 4 voksne kunne sidde ret behageligt i næsten al slags vejr. Et overtræk af lammeskind kunne nemlig trækkes hen over midterpartiet og fastgøres med nogle knapper, så man kunne sidde lunt og godt selv ved vintertide.

Og så var der jo lige det, at der i det ”dybe” midterafsnit også var plads til et par små drenge nede mellem benene på de voksne, og hvis lammeskindet var trukket over, var der lunt og godt dernede! Jeg har mange minder om mørke, trygge aftenture liggende på et tæppe i bunden af vores jumbe, og den karakteristiske lyd af hestens traven på de kommunale grusveje hænger endnu i mine ører.

Men det allervigtigste, når der skulle køres med jumbe, var jo netop hesten! Den skulle være stærk og sej – rolig og let at omgås – kunne finde vej hjem selv i mørke aftner – og så skulle den helst være en flot én af slagsen!
Vores jumbe-hest – Sverte – eller Sværte? – levede fuldt op til disse krav. Hun var en ”skinnende” sort hoppe – med en lille hvid blis i panden. Hun var meget flot og vel-proportioneret – havde lidt jyske géner i årerne og derfor stærk og udholdende, men helt igennem en dejlig, flot og klog hest. Og når så Sverte blev udstyret med det specielle og vel-pudsede jumbe-seletøj med messingringe og div. forkromninger, var det godt nok lidt af en fornem ekvipage, der kørte ud på de midtjyske veje!

Når begge mine forældre var af sted i jumben, var det normalt min far, der holdt i tømmerne, men vores mor var meget tit alene af sted, og hun klarede almindeligvis både hest og køretøj i fin stil. Hvis hun var på indkøb i Kjellerup, blev Sverte opstaldet på Højskolehjemmet – tror jeg, det kaldtes? Et sted ved torvet i Kjellerup, hvor der var indrettet en hestestald, så folk fra oplandet havde mulighed for opstaldning.
Vi drenge var tit og ofte med vores mor på hendes jumbe-ture, og jeg husker især 2 gange, hvor hun og hesten ikke var helt enige om, hvad der skulle foregå! Begge gange var det i forbindelse med de allestedsnærværende tyskere.

Det forholdt sig nemlig sådan – mener jeg – at alle voksne danskere under krigen var blevet udstyret med et styk legitimations-papir, som skulle forevises, hvis man blev anmodet derom af tyskerne. Men jeg tror ikke, Sverte kunne li´ tyskere, for jeg husker 2 gange, hvor hun nægtede at stoppe, så min mor kunne fremvise legitimation, men valgte at køre videre, selvom disse okkupanter næsten spærrede hele vejen.
Den ene gang var på en tur til Pederstrup på familiebesøg, hvor vi ved plejehjemmet – Rydalsminde – i Vinderslev blev anmodet om at stoppe – (plejehjemmet var beslaglagt af tyskerne!) – men Sverte satte blot hastigheden op og drønede igennem afspærringen, på trods af min mors energiske, men ret så mislykkede forsøg på med tømmerne og mundtøjet at få standset den vilde kørsel.
En anden gang, det skete, var på en tur til Kjellerup, hvor tyskerne midtvejs havde spærret hele vejen af for at kontrollere alle vejfarende. Men igen nægtede Sverte, og denne gang var hun nødt til at forlade vejen, så det kom til at forløbe i vild galop – næsten da – ud over en ret dyb vejgrøft og videre hen over en pløjemark for til sidst at finde tilbage på vejen igen og fortsætte turen mod byen!
Jo, hun var en dejlig hest – men også en selvstændig én af slagsen!

Hilsen til Tune!
En ting, som jeg husker tydeligt og klart fra krigsårene, er BBC's nyhedsudsendelser til Danmark. Hver aften – jeg tror ved 7-tiden? – sendte den engelske radio en dansk-sproget nyhedsudsendelse, som kunne opfanges af de fleste af de radiomodtagere, som stod rundt omkring i de danske hjem dengang. Det var stort set også eneste mulighed, man havde, for at få reelle oplysninger om, hvordan det stod til ude omkring i den store verden, hvor krigen rasede. Nyhedsudsendelserne på den danske statsradiofoni var jo censureret af tyskerne, så der fik man ikke den virkelige sandhed fortalt.

Også i mit hjem blev der flittigt lyttet til udsendelserne fra London. Hver aften blev der stillet ind på den bølgelængde, hvorpå der blev sendt, og skønt tyskerne jævnligt brugte støjsendere – og jeg ved ikke hvad? – for at genere og forhindre signalet i at nå ud til de danske lyttere, lykkedes det som regel med hjælp fra en god udendørs antenne at få signalet nogenlunde igennem alligevel. Men der var støj på linien almindeligvis!
Jeg husker endnu, hvordan udsendelsen blev startet med de karakteristiske 4 paukeslag, som jeg for øvrigt mener er fra et eller andet symfonisk værk? Disse slag blev gentaget et par gange, hvorefter den danske speaker indledte med: "Her er London!"
Derefter fulgte så nyheder fra ind- og udland om krigens gang, og til sidst i udsendelsen blev der tit og ofte læst nogle "mystiske" personlige hilsner op – som f.eks. "Hilsen til Karl, Hanne, Oskar, Tune o.s.v." Men disse besynderlige hilsner var i virkeligheden let kamuflerede meddelelser til danske frihedskæmpere om, hvor den kommende nats våben-nedkastninger ville finde sted.

Det forholdt sig nemlig således, at der i de sidste par krigsår var blevet iværksat en omfattende og systematisk våben-nedkastning. Det var engelske fly-besætninger, der i deres transsportmaskiner på natlighe togter modigt trodsede tyskernes radar og antiluftsskyts og gang på gang fløj ind over det besatte Danmark for at afleverede deres last af våben og ammunition m.m. på forudbestemte destinationer. Tingene var pakket ned i metal-tønder – kaldet containere! – og disse ret så tunge metal-tingester blev så nedkastet ved hjælp af faldskærme.

På jorden var det de lokale danske frihedskæmpere, der ved hjælp af lyssignaler vejledte de engelske piloter, så de kunne få afleveret lasten på det rette sted. Når containerne var landet sikkert på jorden, ventede der et stort arbejde med at få samlet det hele sammen og få det transporteret til et midlertidigt opbevaringssted. Og dette arbejde skulle gå hurtigt, for måske havde tyskerne allerede fået færten af, hvad der foregik, og var undervejs med at gribe ind.

Det var tunge ting, man måtte bakse med i de mørke sene nattetimer ude på de tunge og plørede pløjemarker, og selv om man havde et fix-punkt i landskabet – eksempelvis Styltbjerg – hvor tingene i princippet skulle lande, var virkelig- heden ofte, at det blev spredt over et kilometer-stort område, og derfor var det heller ikke altid, man i nattemørket fik det hele med. Dagen efter kunne der godt ligge enkelte små eller større ting skjult mellem træer og buske i området omkring nedkastningsstedet.

Når man så omsider hen på natten havde fået samling på tingene, skulle det hele - containere, faldskærme m.m. – derefter transporteres væk på et eller andet køretøj, og dem var der ikke mange af under krigen – i hvert fald ikke motorkøretøjer – på grund af mangel på brændstof.
Man måtte være opfindsom og gerne tænke alternativt! – og det gjorde man også i den lokale Kjellerup-gruppe, for der benyttede man f.eks. ofte sygehusets ambulance. Og tilsyneladende var det ikke noget, der gav tyskerne mistanke om, at noget fordækt var på færde? – så dette køretøj blev så vidt jeg ved, brugt ved flere lejligheder – måske også fordi sygehusets egen overlæge, Søren Dalsgaard, selv var med iblandt gruppen af lokale frihedskæmpere!

Den lokale modtage-gruppe bestod af en 12 - 15 personer - yngre mennesker overvejende bosat i Kjellerup. Gruppen var underlagt en styregruppe, der stod for de overordnede ledelses-funktioner – og bestod af folk fra hele det midtjyske område, men nu ikke mere om disse organisatoriske ting indenfor den danske modstandsbevægelse her i denne sammenhæng.

Om modstandskampen og de aktive frihedskæmper-grupper på Kjellerup-egnen er der for øvrigt skrevet en bog af Lars Pilegaard. Den hedder: "Særmelding til Kjellerup, Thorning, Ans, Demstrup" og er udgivet af Kjellerup Kunstforening og udkom med 1. oplag i 1988.
I denne bog beskrives nogen af nedkastningerne ved Styltbjerg, men sandsynligvis ikke dem alle? - og heller ikke, hvornår man begyndte at bruge lokaliteten?

Jeg har selv forhørt mig på Frihedsmuseet i København, og der har man oplyst 6 datoer, hvor pladsen ved Styltbjerg blev anvendt – eller planlagt anvendt – for det var åbenbart ikke lige hver gang, det lykkedes! 2 af nedkastningerne mislykkedes åbenbart? Alle datoerne ligger i starten af 1945 med d. 20/2 som den første og d. 26/4 som den sidste.

Sandsynligvis er den 20. februar 1945 første gang, pladsen ved Styltbjerg bliver anvendt til modtagelse af våben, og derefter fulgte så yderligere 5 nedkastninger – eller forsøg derpå – de følgende 2 måneder frem mod befrielsen den 4. maj! Det er godt nok ikke helt i overensstemmelse med de oplysninger, der bliver givet i ovennævnte bog, men det kunne godt være rigtigt!

Frihedsmuseet har også oplyst, hvad der blev modtaget på de 4 datoer, hvor alt gik efter planen og nedkastningen lykkedes. Den 20/2 modtages således 13 containere, 4/3 modtages 12 containere, 11/4 modtages 9 containere og endeligt 14 containere den 26/4.
Og fra museet har de også oplyst om kodeordet for pladsen ved Styltbjerg – altså det "navn", som blev nævnt i radioen. For de første 3 datoer var kodeordet: "Tune" – de næste 2 var kodeordet: "Lone" og for den sidste dato var kodeordet: "Latimer"!

Hvordan nu? Vidste vi – og det vil først og fremmest sige de voksne – mine forældre og tjenestefolkene på gården – noget om, hvad der med mellemrum foregik om aftenen og natten derude på markerne ved Styltbjerg?
Jo, de vidste nok, hvad der foregik, men jeg tror ikke, de kendte til kodeordet. Alligevel var de vidner til nedkastningerne flere gange, og det kunne de jo heller ikke så let undgå, for det skete jo næsten lige uden for deres dør.
Jeg tror også, min far var blevet opsøgt af modtager-gruppen og forespurgt, om han kunne acceptere deres valg af nedkastnings-sted. Det var jo også helt nødvendigt for dem, at de havde tillid til de mennesker, de gennem deres aktiviteter kom i kontakt med, og at de kunne være sikre på alle beboernes loyalitet.

Men hvad så med børnene – vidste vi noget om disse ting! Jeg var blevet 6 år i starten af 1945, og min storebror var godt et par år ældre, og vi både vidste og forstod, hvad der foregik. Og det gjorde vi – ikke mindst fordi de voksne hele tiden snakkede over sig. De glemte, at vi lyttede med, og de troede sikkert ikke, at vi forstod noget af deres snak. En helt almindelig voksen-fadæse, som i værste fald kunne have været farlig, og som udgjorde en virkelig alvorlig sikkerheds-brist!

Men vi ikke bare lyttede. Vi så jo også med vore egne øjne ting og sager, der havde med begivenhederne at gøre. Jeg har i fortællingen om Hinge Søbad berettet om, hvordan vi flere gange så ting fra nedkastningerne gemt midlertidigt af vejen i nogle af Bech Bjerregaard's sommerhuse, og en enkelt gang – det må have været én af de allersidste nedkast- ninger? – havde modtagerne på jorden slet ikke nået at få tingene fjernet fra lokaliteten, men havde midlertidigt og nødtørftigt fået det meste slæbt sammen i en stor bunke inde i grantykningen på en nabobakke til Styltbjerg.

Det fik én af karlene så øje på tidligt om morgenen, da han var ude i marken – måske for at hente roer? Han kommer hjem og fortæller til alle gårdens beboere – incl. en kontrolassistent, som tilfældigvis var på gården den dag – hvad han havde set, og i samlet flok går vi så alle ud til Styltbjerg – børn og voksne – og kontrolassistent! – for at beskue de mange mærkelige ukendte ting, der ligger opstablet der. Det vil sige, kontrolassistenten angribes dog af en stærk nervøsitet og stopper op halvvejs derude og erklærer, at han ikke har set noget – og ikke vil se noget!
Vi andre fortsætter, men hans reaktion fortæller jo alt om, hvor bange folk var på den tid – selvom krigsafslutningen var så tæt på!

Da man 50 år senere – den 5. maj 1995 – afholdt en lille mindehøjtidelighed på nedkastningsstedet – og hvor de ald- rende frihedskæmpere ved samme lejlighed hver plantede et egetræ – var det valgte sted for højtideligheden netop – og sikkert helt tilfældigt? – det samme sted, hvor vi i foråret 1945 havde beskuet den store ansamling af nedkastede ting og sager, der midlertidigt var gemt af vejen der.


Inden vi helt forlader nedkastningerne skal det også lige nævnes, at under én af de sidste modtagelser var det lige ved at gå alvorligt galt, og det kunne godt have været den anden sidste nedkastning, der fandt sted den 11. april. Jeg mener nemlig at kunne huske, at de voksne, som havde overværet nedkastningen, dagen efter berettede om det fantastiske flotte sceneri med de mange store, hvide faldskærme oplyst af det kraftige fuldmåneskin. Og netop onsdag den 11. april 1945 var der fuldmåne – eller helt nøjagtigt var det den 12. april – men alligevel, hvis der ellers var skyfrit, ville sceneriet have ligget badet i måneskin!

Hvad gik der så galt denne aften og nat? Jo, der skete det, at én af containerne rev sig løs fra faldskærmen og med voldsom fart og kraft dumpede direkte ned mod jorden. Uheldigvis skete nedslaget i græsplænen i vores have, hvor containeren lavede et dybt hul – kun en 5 – 6 m fra det værelse, hvor min bror og jeg lå og sov. Men vi mærkede ingenting – vi sov trygt og godt – og fandt først ud af nattens hændelser dagen efter.
Da var containeren fjernet, og hullet nødtørftigt dækket til, men der vedblev dog at være en fordybning i græsplænen i mange, mange år derefter, og jeg tror, at vi endnu helt oppe i 60-erne irriteredes over containerhullet, hver gang vi slog græsplænen!
Men ingen foreslog at få jævnet hullet helt til – og ingen gjorde det! – måske også fordi, denne fordybning i græsplænen ligesom var noget, der vedblivende mindede os om de fjerne og mørke krigsår, som heldigvis forlængst var et overstået kapitel, og helt specifikt mindede os om den månelyse forårsnat tilbage i april 1945, hvor det i virkeligheden var tæt på at gå grueligt galt!

Containeren i græsplænen blev afhentet og fjernet af frihedskæmperne allerede om natten, men den frit flagrende faldskærm, som havde mistet sin ballast, lykkedes det dem åbenbart ikke at finde. Den var drevet så langt væk, at de måtte opgive den.
Først dagen efter – tidligt om morgenen – ser min far, at der ligger efterladenskaber efter nattens nedkastninger inde på naboens mark. Han er klar over, at det nødvendigvis må fjernes så hurtigt som muligt – og helst inden andre i lokalom- rådet får øje på tingene.
Det var naturligvis bedst, at så få som muligt fik nys om de natlige begivenheder omkring Styltbjerg. Man var vel ikke helt sikker på, at alle folk i almindelighed kunne holde mund – og måske kunne man heller ikke fuldt ud stole på alle? Der kunne godt være lidt "stikkeri" til stede hist og her – også helt derude på landet!

Derfor var det vigtigt, at tingene blev fjernet straks, og min far lister sig derfor over og henter tingene, som viser sig at være faldskærm og en "taske", som skærmen havde været pakket ned i. Sandsynligvis var der også andre dele og effekter? Noget af det graver han ned i skoven – et eller andet sted – og noget af det tager han med hjem. Jeg husker f.eks. tasken, som fik lov at ligge oppe på loftet i mange år, og jeg husker også noget om snore og faldskærmstof, som naturligvis var meget værdifuld i en tid, hvor der simpelthen var mangel på alting.

(Fortsættelse følger!)