Brændevinsslaget i Hinge

 

I Blicheregnens Museumsforenings årsskrift for 1995 skriver museumsinspektør Peder Hjorth Jensen om

brændevinsslaget i Hinge, men allerførst fortæller han om brændevinsskattens historie, og herfra vil jeg

citere:

”Det var behovet for skattepenge, der allerede i 1621 under Christian d. 4. fik den danske stat til at lægge

skat på brændevin. Denne drik havde været kendt i Danmark fra omkring år 1500. I starten hovedsageligt

som »aqua vitæ«, der fremstilledes af vin, og som nød stor respekt som bestanddel af lægemidler.

Vin var en dyr og sjælden vare, men i løbet af 1500-tallet lærte menigmand selv at brænde brændevin af et

lokalt råstof – nemlig korn.

I starten af 1600-tallet blev brændevinsbrændingen hurtigt udbredt – også blandt de danske bønder. Den

første skat havde i 1621 form af en råstofafgift på malt – d.v.s. spiret og tørret korn, der er et led i kornets

forædling til spiritus.

I løbet af 1600-tallet ændredes beskatningsformen og –graden adskillige gange. I 1665 kom der en forord-

ning, der lagde skat på »brændevinspander og destillerkjedler over al Danmark« - 2 rigsdaler pr. tønde rum-

indhold af disse remedier.

Ligegyldigt, hvordan man vendte og drejede skatten, var det svært at inddrive afgifterne – og særligt når det

gjaldt bøndernes brænding. De snød simpelthen, og staten manglede midler til effektiv kontrol.

Derfor gjorde man kort proces med en ny forordning af 4. juni 1689 om »Unyttigt Kroe-hold samt Destiller-

Pander eller Brændevins-Hattes afskaffelse på Landet«. Ifølge den var det ikke nok, at bønderne betalte den

lovbefalede afgift. De fik simpelthen forbud mod overhovedet at besidde remedierne til brændingen. Den fik

købstæderne fra nu af monopol på.

Hermed indledtes den lange kamp, der i de næste 200 år gav sig udtryk i voldsomme modsætninger mellem

statsmagten og landbefolkningen – en strid, som også Niels Blicher og sønnen Steen Steensen Blicher deltog

så engageret i.”

 

Og nu til selve Brændevinsslaget i Hinge!

Flere skribenter har i tidens løb skrevet om

dette voldsomme optrin, der fandt sted en

tidlig forårsdag i 1776.

Jeppe Åkjær har i Årbog for Skive og Omegn,

bind 20, som den første (vist nok?) skrevet

om slaget i Hinge, men efterfølgende har fle-

re andre – til dels med baggrund i Åkjærs hi-

storie – skrevet kortere eller længere artikler

om samme emne.

I sin bog ”Fra Hinge Sogns Fortid” har Peter

Nielsen selvfølgeligt også en ganske udførlig

beskrivelse – og endda endnu mere omfat-

tende end Åkjærs.

Kilderne, som Åkjær og senere Peter Nielsen

har benyttet sig af, er i alt 5 dokumenter,

som med tiden er fundet frem fra retsarki-

verne i Randers.

Åkjær har tilsyneladende kun kendt og benyt-

tet sig af de 2 første, hvorimod Peter Nielsen

har kendt og benyttet alle 5 dokumenter i sin omfattende beskrivelse. Der er dog 2 andre dokumenter, som

har været aldeles ukendte for begge skribenter. Disse dokumenter findes blandt det omfattende papir-mate-

rialebestående af skøder, aftægts-kontrakter, landgilde-kvitteringer o.l., der er blevet opbevaret og gemt til

eftertiden på matr. nr. 10a gennem flere århundrede. Disse dokumenter føjer dog ikke noget særligt nyt til

fortællingen – blot dokumenterer de, at også de fjerne slægtninge fra 10a – 8a og 3a deltog i slaget og ef-

terfølgende blev retsforfulgt og straffet.

 

Om selve slaget fortæller Jeppe Åkjær:

”At det var i højeste grad alvorligt ment med regeringens sidste lovbestemmelser, det fik de at føle i Hinge

ved Silkeborg. Sandsynligvis har bøndernes optræden her ikke været uden indflydelse på de senere regori-

stiske lovparagraffer. Vi skal give et par enkeltheder fra denne, næppe tidligere fremdragne sag.

Det var den 13. marts 1776, at de fire skintinger fra Randers – kommissionsforpagter Ditlev Kirketerp, agent

Søren Sunesen, kancelliråd Jacob Frands Leonhard de Lillienskjold og hovedmanden kancelliråd Gerhardt Vilh.

Geelmyden Flejscher – begav sig ud i Lysgård Herred for at snuse efter brændevinstøj.

De var nået til Hinge by, hvor Flejschers første besøg gjaldt Jens Andersen, som i begyndelsen nægtede at

være manden i gården og truede med at støde Flejscher ned af loftet »om han kom derop med hans Støvler

i hans Korn«.Det næste sted, de kom, var hos Thomas Jensen. Her stødte Flejscher døren op med vold.

Thomas  Jensen, som var på vej til kirke, da der var fasteprædiken, kom ilsomt tilbage »og begyndte Allar-

men ved, at ta Flejscher om Armen, dreje ham omkring, skjælde og bruge Mund, og blev imidlertid Byens

Tromme rørt af Husmand Jacob Pedersen, efter hvis Foranstaltning vides ikke«.

Folk var just begyndt at søge kirken, men da de hørte trommen, standsede og stimede de sammen om de

forhadte »Spedere«. Anders Skomager var den første, der kastede en nævefuld dynd i ryggen på Flejscher,

straks gjorde mange det samme.

En sergent, Ponich, skal især have været ubehagelig. Landsoldat Poul Knudsen slog Flejschers hat af, da han

steg på vognen, og en nationalrytter, Poul Christensen, hev et stykke træ i ryggen på Flejscher, da han stod

på vognen, så han segnede ned i den ene side.

Det kan nok være, at der nu var til de Hinge mænd i en god mening. Tre af byens bedste grander, Chr. Knud-

sen, Jens Andersen og Bertel Villumsen, blev transporteret til stokhuset i København »for at tages under

Examination«. Skjulte kræfter var dog i gang for at få Bertel Villumsen fri; hans høje øvrighed attesterer, at

Bertel »skal være en gudfrygtig Mand og sand Menneskeven, der opdrager faderløse Børn og føder de fattige

med sit eget Brød, som han uddeler til dem i dyre Tider«. Han skal også under alarmen have søgt at styre til-

rette og afværge voldsomheder. Kongen ønsker ham benådet, og den 17. maj er han atter på fri fod.

Sagen overdrages en kommission, og dens papirer er ikke fundne; kun ved vi, at forhørene foregik i Randers,

og militæret fik ordre til at være behjælpelig med personernes pågribelse og arrestation.

At der har vanket adskillige års slaveri til de mest kompromitterede må anses for givet.”

 

Det var så uddrag af Jeppe Åkjærs beretning om bræn-

devinsslaget i Hinge. I Peter Nielsens bog er der som

sagt en mere omfattende beskrivelse af selve retter-

gangen og de efterfølgende straffe – men det komplet-

te(?) persongalleri – hvem samtlige anklagede var? –

findes ikke, men det kan dog udvides lidt ved hjælp af

stævnings-dokumenterne fra 10a.

Ud over de i Åkjærs beretning allerede omtalte: Jens

Andersen, Thomas Jensen, Jacob Pedersen, sergent

Ponich, Anders Skomager, Poul Knudsen, Poul Christen-

sen, Chresten Knudsen og Bertel Villumsen – drejer det

sig endvidere om Bertel Knudsen for sin kone, Peder

Sørensen Vandet, Peder Rasmussen Overby, Jacob

Rasmussen Overby, Peder Rasmussen, Jens Laurit-

sen Skrædder, Jacob Laursen og Niels Knudsens enke

– altså mindst 17 personer indstævnet – men sand-

synligvis flere, idet tjenestefolk, som deltog i slaget, til-

syneladende slet ikke omtales i stævnings-dokumen-

terne.

Hvor mange af disse indstævnede personer, der arre-

steres på stedet og derefter sidder i forvaring indtil

dommen bliver afsagt – og for øvrigt afhøres under

tortur – ved vi heller ikke? Men vi ved, at en arresteret

bønderkarl dør i arresten i Randers den 29. december

1776, og en anden arresteret er meget dårlig, så det

har helt sikkert været forfærdelige forhold for de arrest-

forvarede Hinge-folk.

Nå, men efter 1½ års tovtrækkeri i den nedsatte kom-

mission – med en masse afhøringer, hvor vidner ind-              

imellem bliver truet med pisk og hård arrest – når man      Indledningen på et af dokumenterne fra 10a – dateret 30. januar 1777

frem til domsafsigelse.

Alt er i starten foregået bag lukkede døre og under ret så barske forhold, men efter en protest, afleveret af

Bertel Villumsen, Peder Rasmussen Overby og Jens Andersen på vegne af samtlige Hinge-bønder, når

man vist nok frem til en lidt mere human rettergang.

Dommen afsiges og forkyndes den 13. september 1777, og den bliver dog ikke så hårdhændet som Åkjær

havde formodet:

 

Punkt 1:    3 Hinge gårdmænd skal arbejde i Københavns fæstning i 1, 2 og 3 måneder.

                 1 gårdmand i Viborg tugthus i 4 måneder.

                 1 tjenestekarl, 1 national rytter og en national soldat 1½, 2 og 4 måneders fæstningsarbejde.

                 1 pige 4 uger i Viborg tugthus.

                 9 andre personer betaler 2 – 5 rigsdaler i mulkt til herredets fattigkasse.

 

Punkt 2:     Her nævnes det, at Flejscher ikke får tildelt erstatning, som han havde forlangt, men at de, der

                 har forøvet vold mod ham, til dels er straffet i følge Punkt 1, og dels har modtaget ”korporlig

                 straf” – som det hedder!              

                

Punkt 3:    4 bønder, som har brugt og ejet brændevinsredskaber skal betale 10 rigsdaler i mulkt til kom-

                 missionsforpagteren i Randers.

                 Endvidere 3 rigsdaler for hvert redskab – i alt 52 rigsdaler.

                 Desuden får forpagteren bemyndigelse til at tiltale 7 andre beboere, som efter ny undersøgelse

                 er fundet at have overtrådt forordningen.

 

I doms-papirerne nævnes ingen personnavne, så vi ved ikke, hvem af Hinge-folkene, der ender med at blive

dømt – og hvilken straf vedkommende får?

Om det skriver Peter Nielsen afslutningsvis:

”I dommen hedder det: »3 gårdmænd fik den og den straf o.s.v.«. Der nævnes ingen navne. Det er, som det

nu til dags lyder om dyr: »3 svin kom i den og den klasse«. Endog en pige kom i tugthuset. Hvad mon hun

dog har gjort? – måske været næsvis?

Ganske vist – bønderne havde båret sig forkert ad! Men de forstod ikke rigtigt, at den ret, de havde haft fra

Arilds tid, sådan uden videre kunne fratages dem. Og de vidste, at det var mægtige bøder – for den tids øko-

nomi – der ventede dem”.

 

NB!  De personer, der er markeret med »fed« skrift, kan genfindes i slægts-tavlerne for 3a, 8a og 10a.