Brændevinsslaget i Hinge
I Blicheregnens
Museumsforenings årsskrift for 1995 skriver museumsinspektør Peder Hjorth
Jensen om
brændevinsslaget i Hinge, men allerførst fortæller
han om brændevinsskattens historie, og herfra vil jeg
citere:
”Det var behovet for skattepenge, der allerede i
1621 under Christian d. 4. fik den danske stat til at lægge
skat på brændevin. Denne drik havde været kendt i
Danmark fra omkring år 1500. I starten hovedsageligt
som »aqua vitæ«, der
fremstilledes af vin, og som nød stor respekt som bestanddel af lægemidler.
Vin var en dyr og sjælden vare, men i løbet af
1500-tallet lærte menigmand selv at brænde brændevin af et
lokalt råstof – nemlig korn.
I starten af 1600-tallet blev brændevinsbrændingen
hurtigt udbredt – også blandt de danske bønder. Den
første skat havde i 1621 form af en råstofafgift på
malt – d.v.s. spiret og tørret korn, der er et led i
kornets
forædling til spiritus.
I løbet af 1600-tallet ændredes beskatningsformen
og –graden adskillige gange. I 1665 kom der en forord-
ning, der lagde skat på »brændevinspander og destillerkjedler
over al Danmark« - 2 rigsdaler pr. tønde rum-
indhold af disse remedier.
Ligegyldigt, hvordan man vendte og drejede skatten,
var det svært at inddrive afgifterne – og særligt når det
gjaldt bøndernes brænding. De snød simpelthen, og
staten manglede midler til effektiv kontrol.
Derfor gjorde man kort proces med en ny forordning
af 4. juni 1689 om »Unyttigt Kroe-hold samt Destiller-
Pander
eller Brændevins-Hattes afskaffelse på Landet«.
Ifølge den var det ikke nok, at bønderne betalte den
lovbefalede afgift. De fik simpelthen forbud mod
overhovedet at besidde remedierne til brændingen. Den fik
købstæderne fra nu af monopol på.
Hermed indledtes den lange kamp, der i de næste 200
år gav sig udtryk i voldsomme modsætninger mellem
statsmagten og landbefolkningen – en strid, som
også Niels Blicher og sønnen Steen Steensen Blicher deltog
så
engageret i.”
Og nu til selve Brændevinsslaget
i Hinge!
Flere skribenter har i tidens løb skrevet om
dette voldsomme optrin, der fandt sted en
tidlig forårsdag i 1776.
Jeppe Åkjær har i Årbog for
Skive og Omegn,
bind 20, som den første (vist nok?) skrevet
om slaget i Hinge, men efterfølgende har fle-
re andre – til dels med baggrund i Åkjærs
hi-
storie – skrevet kortere eller længere
artikler
om samme emne.
I sin bog ”Fra Hinge Sogns Fortid” har Peter
Nielsen selvfølgeligt også en ganske udførlig
beskrivelse – og endda endnu mere omfat-
tende end Åkjærs.
Kilderne, som Åkjær og senere
Peter Nielsen
har benyttet sig af, er i alt 5 dokumenter,
som med tiden er fundet frem fra retsarki-
verne i Randers.
Åkjær har tilsyneladende kun kendt og benyt-
tet sig af de 2 første, hvorimod
Peter Nielsen
har kendt og benyttet alle 5
dokumenter i sin omfattende beskrivelse. Der er dog 2 andre dokumenter, som
har været aldeles ukendte for begge
skribenter. Disse dokumenter findes blandt det omfattende papir-mate-
rialebestående af skøder, aftægts-kontrakter,
landgilde-kvitteringer o.l., der er blevet opbevaret og gemt til
eftertiden på matr. nr. 10a gennem
flere århundrede. Disse dokumenter føjer dog ikke noget særligt nyt til
fortællingen – blot dokumenterer
de, at også de fjerne slægtninge fra 10a – 8a og 3a deltog i slaget og ef-
terfølgende blev retsforfulgt og straffet.
Om selve slaget fortæller Jeppe Åkjær:
”At det var i højeste grad alvorligt ment med regeringens
sidste lovbestemmelser, det fik de at føle i Hinge
ved Silkeborg. Sandsynligvis har bøndernes optræden her
ikke været uden indflydelse på de senere regori-
stiske lovparagraffer. Vi skal give et
par enkeltheder fra denne, næppe tidligere fremdragne sag.
Det var den 13. marts 1776, at de fire skintinger
fra Randers – kommissionsforpagter Ditlev Kirketerp,
agent
Søren Sunesen, kancelliråd Jacob
Frands Leonhard de Lillienskjold
og hovedmanden kancelliråd Gerhardt Vilh.
Geelmyden Flejscher
– begav sig ud i Lysgård Herred for at snuse efter brændevinstøj.
De var nået til Hinge by, hvor Flejschers
første besøg gjaldt Jens Andersen,
som i begyndelsen nægtede at
være manden i gården og truede med at støde Flejscher ned af loftet »om han kom derop med hans Støvler
i hans Korn«.Det næste sted, de
kom, var hos Thomas Jensen. Her stødte Flejscher
døren op med vold.
Thomas Jensen, som
var på vej til kirke, da der var fasteprædiken, kom ilsomt tilbage »og begyndte
Allar-
men ved, at ta Flejscher om Armen, dreje ham omkring, skjælde
og bruge Mund, og blev imidlertid Byens
Tromme rørt af Husmand Jacob Pedersen, efter hvis Foranstaltning
vides ikke«.
Folk var just begyndt at søge kirken, men da de hørte
trommen, standsede og stimede de sammen om de
forhadte »Spedere«. Anders
Skomager var den første, der kastede en nævefuld dynd i ryggen på Flejscher,
straks gjorde mange det samme.
En sergent, Ponich, skal især
have været ubehagelig. Landsoldat Poul Knudsen slog Flejschers
hat af, da han
steg på vognen, og en nationalrytter, Poul Christensen,
hev et stykke træ i ryggen på Flejscher, da han stod
på vognen, så han segnede ned i den ene side.
Det kan nok være, at der nu var til de Hinge mænd i en god
mening. Tre af byens bedste grander, Chr. Knud-
sen, Jens Andersen
og Bertel Villumsen, blev transporteret til stokhuset
i København »for at tages under
Examination«. Skjulte kræfter var dog i gang
for at få Bertel Villumsen fri; hans høje øvrighed attesterer, at
Bertel »skal være en gudfrygtig Mand og sand Menneskeven,
der opdrager faderløse Børn og føder de fattige
med sit eget Brød, som han uddeler
til dem i dyre Tider«. Han skal også under alarmen have søgt at styre til-
rette og afværge voldsomheder.
Kongen ønsker ham benådet, og den 17. maj er han atter på fri fod.
Sagen overdrages en kommission, og dens papirer er ikke
fundne; kun ved vi, at forhørene foregik i Randers,
og militæret fik ordre til at være behjælpelig med
personernes pågribelse og arrestation.
At der har vanket adskillige års slaveri til de mest
kompromitterede må anses for givet.”
Det var så uddrag af Jeppe Åkjærs beretning om bræn-
devinsslaget i Hinge. I Peter Nielsens bog er
der som
sagt en mere omfattende beskrivelse af selve retter-
gangen og de efterfølgende straffe – men det komplet-
te(?) persongalleri – hvem samtlige anklagede var? –
findes ikke, men det kan dog udvides lidt ved hjælp af
stævnings-dokumenterne fra 10a.
Ud over de i Åkjærs beretning
allerede omtalte: Jens
Andersen, Thomas Jensen, Jacob Pedersen,
sergent
Ponich, Anders Skomager, Poul Knudsen,
Poul Christen-
sen, Chresten Knudsen og Bertel Villumsen – drejer det
sig endvidere om Bertel Knudsen for sin kone, Peder
Sørensen Vandet, Peder
Rasmussen Overby, Jacob
Rasmussen Overby, Peder Rasmussen, Jens Laurit-
sen Skrædder, Jacob Laursen og Niels Knudsens enke
– altså mindst 17 personer indstævnet – men sand-
synligvis flere, idet tjenestefolk, som
deltog i slaget, til-
syneladende slet ikke omtales i stævnings-dokumen-
terne.
Hvor mange af disse indstævnede personer, der arre-
steres på stedet og derefter sidder i
forvaring indtil
dommen bliver afsagt – og for øvrigt afhøres under
tortur – ved vi heller ikke? Men vi ved, at en arresteret
bønderkarl dør i arresten i Randers den 29. december
1776, og en anden arresteret er meget dårlig, så det
har helt sikkert været forfærdelige forhold for de arrest-
forvarede Hinge-folk.
Nå, men efter 1½ års tovtrækkeri i den nedsatte kom-
mission – med en masse afhøringer, hvor vidner ind-
imellem bliver truet med pisk og
hård arrest – når man Indledningen på et af dokumenterne
fra 10a – dateret 30. januar 1777
frem til domsafsigelse.
Alt er i starten foregået bag
lukkede døre og under ret så barske forhold, men efter en protest, afleveret af
Bertel Villumsen, Peder Rasmussen Overby
og Jens Andersen på vegne af samtlige Hinge-bønder, når
man vist nok frem til en lidt mere
human rettergang.
Dommen afsiges og forkyndes den
13. september 1777, og den bliver dog ikke så hårdhændet som Åkjær
havde formodet:
Punkt
1: 3 Hinge gårdmænd skal arbejde i
Københavns fæstning i 1, 2 og 3 måneder.
1 gårdmand i Viborg tugthus i 4 måneder.
1 tjenestekarl, 1 national rytter og en national
soldat 1½, 2 og 4 måneders fæstningsarbejde.
1 pige 4 uger i Viborg tugthus.
9 andre personer betaler 2 – 5 rigsdaler i mulkt til
herredets fattigkasse.
Punkt 2: Her nævnes det, at Flejscher ikke får
tildelt erstatning, som han havde forlangt, men at de, der
har forøvet vold mod ham, til
dels er straffet i følge Punkt 1, og dels har modtaget ”korporlig
straf” – som det hedder!
Punkt
3: 4 bønder, som har brugt og ejet
brændevinsredskaber skal betale 10 rigsdaler i mulkt til kom-
missionsforpagteren i Randers.
Endvidere 3 rigsdaler for hvert
redskab – i alt 52 rigsdaler.
Desuden får forpagteren
bemyndigelse til at tiltale 7 andre beboere, som efter ny undersøgelse
er fundet at have overtrådt forordningen.
I doms-papirerne
nævnes ingen personnavne, så vi ved ikke, hvem af Hinge-folkene, der ender med
at blive
dømt –
og hvilken straf vedkommende får?
Om det skriver Peter Nielsen
afslutningsvis:
”I dommen hedder det: »3 gårdmænd
fik den og den straf o.s.v.«. Der nævnes ingen navne.
Det er, som det
nu til
dags lyder om dyr: »3 svin kom i den og den klasse«. Endog en pige kom i
tugthuset. Hvad mon hun
dog har
gjort? – måske været næsvis?
Ganske vist – bønderne havde
båret sig forkert ad! Men de forstod ikke rigtigt, at den ret, de havde haft
fra
Arilds tid, sådan uden videre
kunne fratages dem. Og de vidste, at det var mægtige bøder – for den tids øko-
nomi – der
ventede dem”.
NB! De
personer, der er markeret med »fed« skrift, kan genfindes i slægts-tavlerne for
3a, 8a og 10a.